Rejsen er fuldtegnet. Man er meget velkommen til at blive skrevet på venteliste.
Fem dage med dejlige vandringer i den forvandlede natur i Harzen. Hvor mørke nåleskove førhen dækkede de bløde bjerge, er der nu mange store lysninger med imponerende panoramaudsigter og varieret løvskov i opvækst. Vandreturene går ikke til de almindelige highlights i Harzen, men derimod på højderygge, i dybe kløfter og langs rislende vandløb i delstaten Sachsen-Anhalt, det tidligere østtyske område af Harzen - til klippeblokken Ottofelsen, de store dæmninger, floderne Ilse og Bode, og på hjemrejsen på Lüneburger Heide.
Her ligger også middelalderbyerne Quedlinburg (UNESCO), Wernigerode og Ilsenburg, der forunderligt nok både har undgået de altødelæggende ildebrande gennem tiderne og bombninger under 2. verdenskrig – og derfor har utrolig flotte oprindelige historiske bykerner med brosten, farverige smalle bindingsværkshuse, masser af blomster og hyggelige torve. Vi bor på et dejligt 4* hotel i de gamle middelaldergader i Wernigerode.
I juni står naturen frodig og grøn. Dagstemperaturer omkring 20-22 grader. Pragtfuldt vandrevejr.
Vandringer: For at tilgodese alle tilbyder rejsens 2 rejseledere vandringer i 2 grupper: Gruppe 1 går mellem 12 og 17 km om dagen. Tempoet tilpasses efter gruppens kunnen med passende drikke- og spisepauser. Gruppe 2 går ca 6-12 km om dagen. Nogle dage starter grupperne fælles, og bussen henter gruppe 2 et sted på ruten, eller man går forskellige ruter i samme område. Vandringerne går ad anlagte stier og veje – enkelte passager med sten og rødder. Turene er tilrettet med lempelige stigninger, især for gruppe 2. Maksimal stigning er ca 300 højdemeter. Medbring gerne vandrestave; de kan altid klappes sammen og stoppes i ryksækken. Madpakke medbringes alle dage.
Drikkevarer, øvrige måltider, drikkepenge, private forsikringer, tysk kurskat ca. 3€ person/nat betales direkte på hotellet.