Dag 1
Togrejse fra Danmark til Dresden
Vi kører med et gennemgående tog fra Danmark til Dresden. Mulighed for påstigning på København hovedbanegård, i Ringsted, Odense, Kolding og Padborg. Der er reserveret pladser til alle. Mad og forfriskninger kan medbringes, men der følger også spisevogn med toget. Togrejsen tager 9 til 12 timer efter påstigningsstation i Danmark.
Vi ankommer Dresden Neustadt banegård midt eftermiddag. Herfra går er der ca. 450 meter til vores velbeliggende hotel Motel One på Palaisplatz.
Vi nyder hotellets dejlige morgenbord. Herefter tilbyder rejselederen en guidet byvandring rundt i den genopbyggede barokke bydel. Vi krydser Elben og går til Altstadt. Vi passerer Stallhof og Fürstenzug med den 102 meter lange vægdekoration af Meissenporcelæns-kakler, der viser saksiske herskere fra 1123 til 1904. Overfor ligger Alter Landtag og den smukke trappe op til Brühlsche Terrasse. Vi besøger den katolske Hofkirche, før vi kommer til Theaterplatz med Semper operaen, Italienisches Dörfchen, pragtanlægget Zwinger og Residenzschloss, der bl.a. rummer kunstsamlingerne Grünes Gewölbe. Herfra til koncertsalen Kulturpalast og til Altmarkt, hvor der hvert år i december afholdes det store julemarked, kaldet Striezelmarkt. Hele Altmarkt er svøbt i en duft af brændte mandler, Glühwein, julelækkerier og Christstollen. Ingen undgår her at komme i den rette julestemning.
Efter en pause til frokost besøger vi Zwinger, der er et af Tysklands mest berømte barokkomplekser. Bygningen og dens kunstværker smelter sammen i en helhed af arkitektur og maleri. Kunstoplevelserne i Zwinger udgøres hovedsagelig af tre verdensberømte museer.
- Gemäldegalerie Alte Meister. Dette er museets hovedattraktion, der ligger i den imponerende Semperbau. Det huser omkring 700 mesterværker fra det 15. til det 18. århundrede. Samlingen er især kendt for italiensk renæssancekunst, hvor hovedværket er Rafaels ikoniske Sixtinske Madonna, hollandske og flamske mestre som Rembrandt, Tizian, Rubens og Vermeer samt den berømte italienske maler Canalettos byprospektre af Dresden.
- Side om side med malerierne i Semperbygningen udstilles originale antikke og romerske statuer samt mesterværker fra renæssancen og barokken
- Porcelænssamlingen. Zwinger huser verdens fineste og mest omfattende samling af asiatisk porcelæn (især kinesisk og japansk porcelæn fra Ming- og Qing-dynastierne) samt det tidlige europæiske Meissen-porcelæn.
- Mathematisch-Physikalischer Salon. Et museum med historiske videnskabelige instrumenter, herunder himmel- og jordglober, antikke ure og historiske optiske og astronomiske instrumenter.
Arkitekturen i Zwinger er et kunstværk i sig selv. Kroneporten er kronjuvelen i Zwinger-paladset og et af Tysklands mest berømte barokværker. Den blev opført 1709-1728 under August den Stærke. Facaderne i det firelængede bygningskompleks er rigt dekoreret med barokke skulpturer og gårdspladsen rummer det berømte Nymfebad, som regnes for et af de smukkeste barokke springvand i Europa.
Aften. Vi besøger den genopbyggede Frauenkirche på Neumarkt. Her har vi gode billetter til Bachs Juleoratorium, der opføres af Frauenkirkes kammerkor og ensemble under ledelse af dirigent Matthias Grünert.
Dag 3
Kulturpalast og Albertinum
Vi begiver os igen til den gamle bydel, hvor vi kl. 11:00 har billetter til koncert i byens berømte koncertsal Kulturpalast.
Vi skal opleve Tschaikowskis storværk Pathétique fremført af Dresden Philharmonie under ledelse af Fabian Gabel.
Efter frokostpause besøger vi det moderne kunstmuseum Albertinum. Museet har fokus på kunst fra romantikken til nutiden, bl.a. Casper David Friedrich, moderne kunst af Paul Gaugin, Vincent van Gogh, Gerhard Richter, Edgar Degas samt skulpturer af Auguste Rodin m.fl.
Resten af dagen til egne oplevelser på julemarkederne eller evt. rundt i bydelen Neustadt. Neustadt er et af de mest karakterfulde kvarterer i Tyskland, fordi historisk arkitektur og moderne kultur smelter sammen. Hvor Altstadt fortæller historien om Dresdens kongelige fortid, viser Neustadt byens nutid: et kreativt, mangfoldigt og levende miljø, hvor kunst, musik og hverdagsliv går hånd i hånd, et naturligt centrum for byens unge og alternative kulturliv. Besøg i Kunsthofpassage, der er et netværk af fem kunstnerisk udformede gårde, eller Pfunds Molkerei kan anbefales.
Dag 4
Residenzschloss, Grünes Gewölbe og Semperopera
Residenzschloss er et af Tysklands vigtigste historiske slotte og ligger centralt i Dresdens gamle bydel. Slottet var gennem flere hundrede år residens for de saksiske kurfyrster og konger og fungerede som det politiske og kulturelle centrum i Sachsen.
Bygningens historie går tilbage til 1200-tallet, hvor stedet oprindeligt var en middelalderborg. Gennem århundrederne blev den udvidet og ombygget, især i renæssancen og barokken. Efter en ødelæggende brand i 1701 lod August den Stærke genopføre og udsmykke slottet med stor pragt. Under bombningen i febr. 1945 blev slottet næsten fuldstændig ødelagt, men siden 1980erne er det blevet nænsomt restaureret.
I dag rummer Residenzschloss nogle af Dresdens mest berømte museer og samlinger.
- Historisches Grünes Gewölbe er en af Europas mest imponerende skatkamre med guld, sølv, ædelstene og kunsthåndværk
- Neues Grünes Gewölbe, hvor kostbare genstande præsenteres i moderne udstillinger.
- Våbenkammeret med rustninger og ceremonivåben
- Møntkabinettet med en af Europas største møntsamlinger
- De kongelige paradegemakker, som er rekonstrueret, så de fremstår, som da August den Stærke brugte dem i begyndelsen af 1700-tallet.
Aften: Semperoperaen, hvor vi skal opleve Puccinis berømte opera La Bohéme. Forestillingen fremføres af Sächsische Staatskapelle, Sächsische Staatsoper og Dresden børnekor under ledelse af Lorenzo Paserini.
Dag 5
Hjemrejse
Efter at have nydt hotellets dejlige morgenbord begiver vi os mod Dresden Neustadt banegård, hvor vi tager toget mod Danmark. Medbring gerne mad og drikke til rejsen.








