TILBAGE
14 dages rundrejse med dansk rejseleder fra Calgary til Vancouver

Canada

DAG 1

Udrejse til Canada

Vi begynder vores eventyr med en dejlig flyrejse fra Billund til byen Calgary i provinen Alberta.

Efter indrejseformaliteterne i lufthavnen sætter vi kurs mod nordøst og ankommer til et betagende landbrugsområde, hvor hvedemarker og rapsmarker strækker sig så langt øjet rækker. Her, hvor prærien engang bølgede og bisonokser græssede i tusindtal, finder vi nu traktorer og redskaber i en imponerende størrelse.
Efter cirka en times køretur når vi byen Drumheller i det maleriske Red Deer River Valley.

Her venter middag og efterfølgende indkvartering på det hyggelige hotel Canalta Jurassic. Gør dig klar til at opleve Canadas skønhed og landbrugstraditioner!

Hotel Canalta

DAG 2

Dinosaurus – lokalt gårdbesøg

Vi starter dagen med morgenmad på hotellet, inden vi begiver os ud på en spændende køretur på ca. 110 km. Drumheller er verdenskendt som hjemsted for en af de største samlinger af dinosaurfossiler i verden. Mellem 1979 og 1991 blev der fundet hele 300 forskellige dinosaurarter og mere end 23.000 fossiler i den betagende Red Deer River-dal – et område, der i dag er anerkendt som UNESCO-verdensarv.

Vores første stop er det fascinerende Royal Tyrrell Museum, hvor vi dykker ned i fortiden blandt imponerende skeletter og enestående fund fra dinosaurernes tidsalder. Efter at have beundret disse forhistoriske kæmper tager vi en kort spadseretur langs Dinosaur Trail, der snor sig gennem det dramatiske månelandskab i The Badlands, hvor mange af fundene blev gjort.

Herefter går turen til en Hutterite-koloni. Hutteriterne er en protestantisk religiøs gruppe, der udvandrede fra Europa i 1800-tallet og i dag lever i tætte fællesskaber på 15–20 familier. De kombinerer moderne landbrugsteknik med traditionelle samarbejdsformer, og i Alberta bor der nu omkring 42.000 hutterites. Vi får en inspirerende rundvisning på deres landbrug, hvor vi hører om

livet i kolonien og ser både kirken, skolestuen og den fælles spisesal.

Til frokost nyder vi lækker mad, der er både hjemmedyrket og hjemmefremstillet – præcis som vores mødre lavede den!

Midt på eftermiddagen kører vi retur til hotellet – et lille hvil vil være tiltrængt efter den lange flyvetur og tidsforskellen.

DAG 3

Landbrugsbesøg – Staten Alberta

I dag besøger vi en såkaldt feedlot, hvor der drives intensiv kvægavl. Feedlots er udbredt i lande som USA, Canada, Argentina og Australien, hvor de spiller en central rolle i storskalaproduktionen af oksekød. Vi får et spændende indblik i, hvordan op mod 25.000 dyr går samlet på et forholdsvis begrænset areal. Flere af dyrene opfedes som “natural grown”, hvilket betyder uden brug af væksthormoner og medicin. Vi hører om dyrenes sundhed, daglige tilvækst og foderforbrug – og får indblik i den stigende fokus på dyrevelfærd og bæredygtighed i landbruget.

 

Store dele af Alberta er kendt for sin frugtbare jord og omfattende landbrugsbedrifter, som ofte kombinerer korn- og oliefrøproduktion med kvægavl. Ved byen Dalum besøger vi en stor planteavler, der driver omkring 10.000 hektar agerjord med blandt andet hvede, byg, raps og havre. Her får vi mulighed for at se en maskinpark, der ikke efterlader meget til fantasien!

Området omkring Dalum er præget af sin tætte forbindelse til dansk kultur, da det blev grundlagt af danske immigranter – noget, man stadig kan mærke i både gårde og lokale traditioner. Vi sætter kursen mod den danske kirke i Dalum, en historisk bygning opført af udvandrere og den første danske kirke i Canada. Her møder vi en menighed, der næsten udelukkende består af efterkommere af disse modige pionerer. Det er en rørende oplevelse at spadsere gennem kirkegården og læse de mange gravsten med danske navne – en smuk påmindelse om den arv, der stadig lever her.

Vi passerer også den lokale brandstation, som drives udelukkende af frivillige – et tydeligt udtryk for det stærke fællesskab i området.

Dagen rundes af med fælles aftensmad på Last Chance Saloon – en autentisk cowboykro, hvor vi kan nyde god mad i en varm og indbydende atmosfære. Herefter retur til hotellet.

DAG 4

Prærien, Fort Macleod, hestekøretøjer

Fra Drumheller, hvor de røde klippeformationer og de dramatiske Badlands sætter scenen, fører vejen os sydpå gennem et landskab, der gradvist åbner sig. Vi forlader dinosaurernes dal og bevæger os ud i det brede prærielandskab, hvor horisonten føles uendelig, og lyset skifter fra time til time.

Efterhånden møder vi sporene af Canadas vilde vesten – gamle handelsruter, historiske bygninger og byen Fort Macleod, der engang var hjemsted for de berømte North-West Mounted Police. Vi besøger det gamle grænsefort fra 1875. North-West Mounted Police blev oprettet i 1873 for at beskytte det britiske kongeriges vestligste territorier. Politiet var kendt for deres røde uniformer og bredskyggede stetsonhatte. I udstillingen hører vi den spændende historie om korpsets uvurderlige betydning for udviklingen af Canadas vestlige egne. Under Anden Verdenskrig fungerede Fort Macleod desuden som militært træningscenter – her deltog også frivillige soldater fra Danmark.

Vi fortsætter mod syd til byen Cardston, tæt på grænsen til Montana. Her besøger vi Nordamerikas største samling af hestevogne, prærievogne, kareter og diligencer – hele 240 køretøjer i alt. Det er et fascinerende besøg, hvor vi får indblik i, hvilken central rolle prærievognene spillede for koloniseringen af Nordamerika.

Cardston huser desuden det største mormontempel uden for USA. Vi får mulighed for at se templet på nært hold og høre om mormonernes tro og traditioner.

Sidst på dagen ankommer vi til Lethbridge, hvor vi indkvarteres på et komfortabelt hotel med pool og fitnessfaciliteter – perfekt til at slappe af efter dagens oplevelser. Aftensmad på egen hånd i Lethbridge.

DAG 5

Buffalo fangstfælde & Banff National Park

I de vestlige territorier levede sortfods- og siouxindianerne, som var dybt afhængige af de vilde bisoner for deres overlevelse. Et af de mest fascinerende historiske steder her er Head-Smashed-In Buffalo Jump – en ældgammel bisonfangstfælde, som ifølge arkæologiske fund har været anvendt i mere end 5.000 år. I besøgscentret kan vi se film om indianernes levevis og bøffeljagt, og de tre etager rummer alt fra historiske fund og modeller til plancher og udstoppede bisoner. Stedet er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og vi får en guidet rundtur i centret.

Herefter fortsætter vi mod de imponerende nationalparker i Rocky Mountains: Banff, Glacier og Yoho. De næste dage byder på naturoplevelser i særklasse – alle parkerne er optaget på UNESCOs verdensarvsliste for deres fantastiske natur, rige dyreliv og unikke planteverden. Banff National Park i Alberta er blandt Canadas mest populære turistmål og den mest besøgte af nationalparkerne. Her venter enestående udsigter og gode muligheder for at spotte bjørne – den ikoniske grizzlybjørn er selve symbolet på Canadas vildmark.

Vi når frem til den charmerende by Banff, malerisk omgivet af høje, sneklædte bjergtinder. Her besøger vi det berømte Fairmont Banff Springs Hotel, ser Bow Falls, Surprise Corner og de karakteristiske klippeformationer kaldet The Hoodoos. Vi indlogeres på hotellet, og aftensmaden er på egen hånd.

DAG 6

Lake Louise & Johnson Canyon & Banff Gondol

Efter morgenmaden kører vi til den billedskønne Lake Louise. Vi går en tur langs søbredden og ser det berømte Lake Louise Hotel, som pryder mange turistbrochurer. På vej tilbage mod Banff stopper vi ved Johnston Canyon, hvor der er mulighed for en meget smuk gåtur på sikre stier langs det brusende vand, forbi kalkstensformationer og på gangbroer – eller man kan nyde en forfriskning på caféen og trække vejret dybt i den friske bjergluft.

Vi er tilbage i Banff midt på eftermiddagen. Sidst på dagen kan man vælge en tur med gondolen til Sulphur Mountain (tilkøb) og nyde den storslåede udsigt over The Canadian Rockies. Alternativt kan eftermiddagen bruges på shopping og afslapning i Banff. Aftensmaden er på egen hånd på en af byens mange hyggelige restauranter.

DAG 7

Icefields Parkway & Athabasca gletsjeren

I dag venter en fantastisk naturoplevelse, når vi kører ad den berømte Icefields Parkway – en af verdens mest spektakulære bjergveje. Undervejs åbner der sig en uafbrudt række af storslåede panoramaer: dramatiske bjergtinder, spejlblanke søer og op mod 600 gletsjertunger.

Vi gør bl.a. holdt i 1.900 meters højde ved Lake Peyto, kendt for sin sjældne, dybe smaragdgrønne farve. Søen ligger idyllisk omgivet af bjergtinder og gletsjere – et syn, der virkelig tager pusten fra én.

Næste stop er det imponerende Columbia Icefield, hvor vi får mulighed for at opleve dette enestående gletsjerlandskab til fods. For dem, der ønsker det, er der også mulighed for en tur med specialkøretøj op på selve gletsjeren, hvor man kan stå på sne, der faldt for over 400 år siden (tilkøb).

Vi vender tilbage til hotellet i Banff, hvor dagen afsluttes med fælles aftensmad.

DAG 8

Morraine Lake, Rogers Pass og Glacier National Park

Vi kører op i 1.883 meters højde og ankommer til den dybblå Moraine Lake. Søen ligger i den smukke dal ved The Ten Peaks, omgivet af imponerende bjergtoppe, gletsjere, ismarker og vandfald – et virkelig spektakulært område. Der lever mange bjørne i dette terræn. Vi går en lille tur og nyder den betagende udsigt.

Herefter sætter vi kursen mod Village Lake Louise for at hente vores picnicfrokost og fortsætter til The Natural Bridges, hvor vi spiser frokost ved et smukt, brusende vandfald, der strømmer gennem en naturlig tunnel i klippen.

Om eftermiddagen følger vi den berømte Transcanadiske Jernbane og gør et stop ved Spiral Tunnels. Her har vi måske held til at se et kæmpe godstog passere gennem bjerget – en imponerende ingeniørmæssig bedrift, hvor togene snor sig gennem to indvendige spiraltunneler for at krydse det høje bjergpas.

Vi fortsætter gennem den naturskønne Yoho National Park og når Glacier National Park. Her stopper vi ved Rogers Pass i 1.330 meters højde, hvor besøgscentret rummer en lille udstilling om de vilde dyr i bjergene og jernbanens historie.

Glacier National Park byder på ægte Rocky Mountains-oplevelser med sine majestætiske, sneklædte bjergtoppe, dybe søer, tætte skove, brusende floder og gletsjere – alt sammen i perfekt harmoni med den varierede flora og det rige dyreliv. Flere oprindelige folks reservater ligger også i området. I Revelstoke National Park kan vi opleve 500 år gamle cedertræer, og der vil være mulighed for at tage korte spadsereture i de duftende skove med imponerende træer og farverige klippeformationer.

Vi kører ind i provinsen British Columbia og stiller uret en time tilbage. Aftenen byder på middag og overnatning på The Hillcrest Hotel i Revelstoke.

The Hillcrest Hotel i Revelstoke.

Dag 9

Jernbanen og de store skove

Jernbanen, der snor sig gennem bjergene i det vestlige Canada, blev en livsnerve for de europæiske bosættelser. Vi besøger Revelstoke Jernbanemuseum, hvor vi dykker ned i historien om det krævende jernbanebyggeri i Canada. Udstillingen byder blandt andet på gamle lokomotiver, og ofte deler pensionerede jernbanearbejdere deres egne fortællinger om livet på skinnerne.

Kun få kilometer fra byen finder vi Revelstoke kraftværksdæmning, som rejser sig 175 meter over floden. Her udnyttes vandet fra Columbia River til at producere strøm i det imponerende vandkraftværk. Turbinerne har en produktionskapacitet på 2.480 MW og er næsten dobbelt så store som i den berømte Hoover Dam nær Las Vegas. Vi får en rundvisning på kraftværket og ser, hvordan den vedvarende energi bliver skabt.

Vi besøger også The Last Spike – stedet, hvor jernbaneanlæggene fra øst og vest mødtes den 7. november 1885. Denne historiske begivenhed markerede, at den canadiske jernbane fra kyst til kyst endelig blev en realitet. Her nyder vi en picnicfrokost ved jernbanemindesmærket, inden vi fortsætter rejsen mod vores hotel i Merritt.

Om aftenen samles vi til fælles middag på en lokal restaurant i Merritt.

Dag 10

Indianerkulturer, Hells Gate og guldgraver- ruten

Dag 11

Vancouver

Efter morgenmaden tager vi med egen bus ud for at opleve den smukke by Vancouver. Byen, der også kaldes ”Stillehavets Perle”, er en af verdens smukkest beliggende storbyer. Igen og igen bliver Vancouver i internationale undersøgelser kåret som et af de bedste steder at bo i verden.

Vi får en grundig byrundtur med bus, hvor vi kører gennem Chinatown og byens centrum, passerer English Bay, havneområdet med Waterfront Centre og Canada Place samt den verdensberømte Stanley Park med sine haver, skove og imponerende totempæle. Frokostpause på Granville Island.

Herefter kører vi til Queen Elizabeth Park med sine farverige blomster, sjældne træer og det smukke springvand “Dancing Waters”.

Tilbage ved hotellet tilbyder rejselederen en lille guidet aftentur til det olympiske stadion, B.C. Place, hvor vi hører den rørende historie om den unge kræftramte løber Terry Fox. Aftensmad på egen hånd.

Dag 12

Vancouver

Hele dagen er til egne oplevelser, og rejselederen er behjælpelige med gode ideer og forslag. Der er mulighed for at vælge en af flere smukke sejlture. Man kan tage en times havnerundfart (tilkøb) eller en 4-7 timers hvalsafari (tilkøb) ud i bugten ved Vancouver Island og Stillehavet. Gode chancer for at se hvaler.

Der er også mulighed for at leje cykler. Vancouver har de fineste og sikreste cykelstier. Capilano Suspension Bridge er også en stor oplevelse (shuttlebus fra centrum).
Det Antropologiske Museum og byens Akvarium med bl.a. dybhavsfisk og mange gopler kan ligeledes anbefales.
Mulighederne er mange. Alternativt bliver der tid på egen hånd til shopping og sightseeing i Vancouver.

Om aftenen mødes vi til afskedsmiddag på en dejlig restaurant i Vancouver med udsigt over hele byen.

Dag 13

Vancouver og hjemrejse

Dag 14

Ankomst Danmark

Ankomst Billund næste dag.
Tak for denne gang – mange oplevelser rigere.