Rejs i sporene af genforeningen på denne interessante 4 dages rejse med et højt formidlingsniveau og store oplevelser. Fra slagene ved Dybbøl Banke i 1864, til folkemøderne ved Skamlingsbanke, Frihedsbroen over Kongeåen og til Genforeningskirken i Tyrstrup, hvor Christian X endte sit symbolske ridt den 10. juli 1920.
I det tidlige forår i 1920 stimlede sønderjyderne sammen ved stemmeurnerne. Valget stod mellem at forblive tyske eller blive en del af Danmark igen. Hvor skulle den dansk/tyske grænse gå?
Forud havde dramatiske historiske begivenheder fundet sted. Ved slaget på Dybbøl Banke i 1864 tabte Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen. Det betød, at den danske grænse flyttede helt op til Kongeåen, der løber lige syd for Kolding og Ribe. Da Tyskland tabte 1. verdenskrig, opstod muligheden for at få det tabte land tilbage. Ved fredskonferencen i Versailles blev det vedtaget, at det skulle være folkets mening, der skulle danne grundlag for grænsedragningen. Sønderjyderne stemte, og grænsen flyttede til den linje, vi kender den dag i dag.
Genforeningen d. 10. juli 1920 står derfor som et symbol på det danske fællesskab. Alle dansksindede, på nær et lille dansk mindretal i Slesvig, blev igen en del af det danske rige.
På rejsen opleves også de mere ukendte historiske steder som Skibelund Krat samt Knivsbjerg, der er det tyske mindretals mødested midt mellem Haderslev og Aabenraa. Vi spadserer på Gendarmstien, hvor gendarmerne bevogtede den nye grænse til fods 1920-1958, og besøger den nye genforeningsudstilling på Sønderborg Slot. I Haderslev er der guidet byvandring med øje for tyskertiden 1864-1920. Rejselederen vil sørge for den røde tråd og sætte besøgene i perspektiv.
Køretur gennem de smukke landskaber ved Flensborg Fjord, på Als og Sundeved. Og besøger Haderslev Domkirke, Gråsten og Augustenborg Slotskirker. Ligeledes UNESCO-byen Christiansfeld, der blev opført af Brødremenigheden i 1773. Mulighed for at besøge den særlige kirke og Gudsagre (kirkegården).
Rejsen er inkl. halvpension, alle udflugter, rundvisninger og entréer. 4* hotel helt centralt i Sønderborg. Læserrejse for Kristeligt Dagblad - alle velkommen.
Tryghed – tilmeld dig nu. Fri afbestilling og alle penge retur frem til 1. august 2021. Afbud sendes skriftlig til
info@molsrejser.dk. Afbuddet skal genbekræftes af os. Mols Rejser følger rejsevejledningerne fra Det danske Udenrigsministerium. Hvis Udenrigsministeriet melder rejsemålet orange eller rød i rejseperioden, så aflyser vi rejsen og refunderer alle gæster 100%.