Deprecated: Function create_function() is deprecated in /var/www/molsrejser.dk/public_html/wp-content/plugins/zninja-forms/deprecated/includes/widget.php on line 118
 Sagaernes, ildens og isens land. 8 dage i Vestlandet

Island 8 dage, fly fra Billund

Fantastisk rejse, der går den tyndt-turistede vestlige halvø Snæfellsnæs rundt – også kaldt mini Island, da alle Islands forskelligartede landskabstyper er repræsenteret. En rejse fuld af varierede oplevelser. Inklusiv alle entréer, alle udflugter, mere end 3/4 pension. Tilrettelagt for seniorer. Direkte fly fra Billund.

Island er Europas næststørste ø, og dækker et areal på 103.000 km2 – 2½ gange Danmark. Indbyggertallet er ca. 348.000 og dermed er Island Europas tyndest befolkede land. Heraf bor mere end 230.000 i Reykjavik. I Island oplever man en storslået og utrolig smuk natur, der rummer en voldsom kraft, som skyldes at kontinentalpladerne mellem Europa og Amerika mødes her. Der er vulkansk og geotermisk aktivitet på øen som følge af denne placering. Nogle af vulkanerne er meget aktive – bedst huskes nok Eyjafjallajökull, der var i udbrud i 2010. To andre vulkaner har siden været i udbrud i henholdsvis 2011 og 2014.  Med den termiske aktivitet dannes masser af varmt vand i undergrunden. Og for mange står en dukkert i små lokale hotpots under åben himmel som indbegrebet af Island. På denne rejse kan man flere steder bade i varme kilder. Det anbefales at tjekke vandtemperaturen før man går i – det kan være meget varmt!

Tidspunkt15. aug - 22. aug 2020
Pris 18.880 kr
Enkeltvær.+ 3.500 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejse fra Billund
Seneste mødetid i Billund Lufthavn kl. 20:00. Flyafgang kl. 21:55 direkte til Keflavik. Ankomst Keflavik kl. 22:45. Vi kører straks til hotellet i Keflavik for indkvartering og overnatning.
Dag 2
Reykjavik, Vestlandet
Formiddagen byder på byrundtur i Reykjavik til fods og i bus. Vi kommer til Hallgrimskirken og den nye operabygning Harpa fra 2011, som er en enestående smuk bygning skabt af makkerparret bag Københavns Opera, Henning Larsen og Olafur Eliasson samt den islandske arkitekt Batteriid. På busturen rundt i byen ser vi også Domkirken, Altinget og den specielle bygning ”Perlan”. ”Perlan” er 6 store vandtanke, som hver kan rumme 4 mio. liter vand (vandet er 80o varmt og bruges til opvarmning af husene i Reykjavik). Vi passerer Nordens Hus, Rådhuset, søen Tjörn, Höfdi, hovedgaden Hverfisgata og havneområdet. Efter frokost kører vi nordpå til Vestisland med de gamle sagasteder. Vi passerer gården Borg, hvor Egill Skallagrimsson levede i 900-tallet og gården Reykholt, hvor Islands største historieskriver Snorri Sturluson levede og nedskrev Heimskringla. Middag og overnatning i Borgarnes. To nætter.
Dag 3
Snæfellsnæs halvøen
Vulkanen Snæfellsnæs har i århundrede fascineret mennesket, der har tillagt bjerget og gletsjeren overnaturlige, skjulte kræfter. De første mennesker på Island boede i dette område, og mange spor er efterladt. Men naturens overdådighed kender på denne havø ingen grænser. Her er forrevne lavakyster, søjlebasalt i uventede formationer, hvaler kan ofte ses direkte fra land, her er vulkaner, store lavamarker, gletsjere, fuglefjelde, fiskebygder og naturens stilhed – bortset fra fuglenes skrig og bølgernes slag mod kysten. Fuglefjeldene er fantastiske med tusinder af skrigende havfugle, bl.a. søpapegøjer, suler, mallemukker, edderfugle og mange flere. Snæfellsnæs regnes for den flotteste af alle Islands halvøer, og alle Islands forskelligartede landskabstyper er repræsenteret på Snæfellsnæs, derfor tilnavnet ”Mini Island”. Dagen tilbringes i denne enestående natur og små vandreture tilbydes. I Arnastapi besøger vi Lavacenter Vatnshellir, hvor vi med guide kommer ind i en 8000 år gammel lavagrotte. Vi passerer fiskerbyerne Òlafsvik, Grundarfjördur og Stykkisholm, før vi returnerer til samme hotel i Borgarnes til middag og overnatning.
Dag 4
Varme kilder, vandfald, Erik den Rødes Gård
Ved Hvita elven besøger vi to enestående naturfænomenet. Ved Deildartunga vælder 90 grader varmt vand ud af klippesiden, og lidt længere oppe ad Hvita elven ser vi Hraunfaldene og Barnafoss, der er utallige vandfald, der over en strækning på 900 meter vælder ud af klippen. Vi kører igen ind over lavamarker og kommer til vestfjordene. Her gik den norske viking Erik den Røde i land og byggede en gård. Den rekonstruerede gård besøges, og vi får beretninger om vikingernes færden i Island. Herfra ind over et vulkanhøjland til byen Saudárkrókur i Skagafjördur, hvor landmændene især er berømte for hesteavl. Turen bringer os gennem frodige landbrugsområder og dybe dale med lakseelve. Til middag og overnatning i Saudárkrókur. To nætter.
Dag 5
Glaumbær, Vidimyri tørvekirke, Islands Tekstilcenter
Glaumbær tørvegård
Besøg i en lillebitte smuk kirke bygget af tørv og tømmer - Vidimyri. Tørven skal ofte fornys, og denne kirkes arkitektur er fra 1834, så selve bygningen er ikke meget gammel. Men på dette sted har ligget en kirke siden kristendommen kom til Island omkring år 1000 – og man fornemmer tydeligt, hvordan væggene hvisker om vikinger, sagaforfattere og almindelige menneskers skæbner. Tørvegården Glaumbær var præstegård. Den er et typisk eksempel på de store gårdanlæg, der blev bygget fra middelalderen og helt frem til 1900-tallet. Byggestilen fortæller om en tid med kummerlige materielle forhold og at byggematerialer var en mangelvare. Vi passerer gården Fagranes, som blev kendt, da Søren Ryge for år tilbage lavede en fin TV-reportage om islandske heste. Mulighed for friluftsbadning i sagahelten Grettirs varme bad. I Blönduós ligger Islands Textil Center, som har fået den spændende idé at brodere hele sagaen om Vatnsdæla i stil med Bayeaux tapetet (broderet i Frankrig af nonner i 1100tallet). Vatnsdæla tapetet ender med at blive 46 meter langt. Vi besøger Textil Centeret og ser og hører om projektet samt ser de gamle islandske håndarbejdstraditioner. Til hotellet til middag og overnatning.
Dag 6
Kjölur højsletten, varme kilder, Gullfoss
God vandresti til det gamle tingsted Løgberg
I dag skal vi opleve det ægte, uberørte Island. Turen går ind over højsletten Kjølur ad grusvej gennem et mennesketomt område mellem gletsjerne Langjökull og Hofsjökull. Vejen er kun farbar få måneder om året. Vi spiser (picnic) frokost ved de varme kilder i Hveravellir, og måske mulighed for friluftsbadning i den naturlige varmepot. Tidligere var stedet berygtet for de fredløse. Vi fortsætter sydover og gør stop ved Bláfell, hvor alle lægger en sten på den store varde. Snart kommer vi til Gullfoss ”Det Gyldne Vandfald”, hvor vandet i 2 fald styrter 32 m ned i en 70 m dyb og 2½ km lang kløft. Besøg ved vandfaldet og videre til det interessante geotermiske område ved Geysir, hvor vi indkvarteres lige overfor springkilderne. Vi indkvarteres i to nætter dels i luksushytter og dels på hotellet. Fælles middag.
Dag 7
Tingvellir, Skálholt Domkirke, Geysir, kraftværk
Vi befinder os lige midt i Islands mest berømte geologiske område med kogende springkilder, boblende mudder, vulkaner og jordplader, der forskubbes. Dertil kommer gamle kultursteder med verdens ældste demokratiske tingsted og Islands ældste domkirke. Vi kører gennem Laugarvatn til Tingvellir Nationalpark, som er UNESCO verdensarv. På denne slette skabtes Europas ældste parlament Altinget, hvor der var demokratiske samlinger fra år 930 – 1798. I Almannagja kløften ser vi, hvorledes de europæiske og amerikanske kontinentalplader fjerner sig fra hinanden. Vi går gennem Almannagja og besøger det gamle tingsted Løgberg, hvor de store demokratiske samlinger fandt sted, og hvor Lovsigemanden hvert år fremsagde landets love for de fremmødte islændinge. Vi kører til Islands ældste domkirke Skálholt, der bl.a. hver sommer er hjemsted for mange korsangere grundet kirkens fine akustik. Nu kører vi gennem Islands bedste landbrugsområder til det store kraftværk Hellisheidi, hvor der venter en spændende og informativ rundvisning på kraftværket, der producerer grøn energi fra naturens egne resurser. Retur til Geysir til middag og overnatning.
Dag 8
Reykjanes og hjemrejse til Billund
Reykjavik med Hallgrimskirken i centrum
Vi passerer Reykjavik og kører mod lufthavnen. På halvøen Reykjanes besøger vi interessante geologiske steder, smukke strande, små fiskerbyer og fuglefjelde før vi ankommer til lufthavnen, afrejse mod Billund kl. 16:15 med ankomst til Billund kl. 20:55
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

– Direkte fly Billund – Keflavik, 20 kg in-checket bagage
– Busrejse i islandsk turistbus
– 7 x gode hoteller med bad/toilet på alle værelser
– 7 x islandsk morgenmad
– 6 x aftensmad (2 retter eller buffet)
– 6 x frokost
– Fuldt udflugtsprogram med alle entreer jf. program
– Dansktalende rejseleder på hele turen fra/til Billund
– Byrundtur i Reykjavik og Snæfellsnæs halvøen
– Den Gyldne Cirkel med Tingvellirsletten, Almannagja kløften og Skálholt Domkirke
– Besøg ved vandfaldene Gullfoss og Barnafoss
– Køretur over Kjölur højsletten
– Besøg ved Geysir, Glaumbær og tørvekirken Vidimyri
– Besøg ved flere varme naturlige badeanlæg
– Guidet rundvisning i Erik den Rødes gård
– Besøg og introduktion til Islands Textil Center
– Besøg Lavacenter Vatnshellir og grotte
– Kraftværket Hellisheidi med rundvisning
– Fortælling om diverse programpunkter
– Bidrag til Rejsegarantifond og EU ansvarsforsikring
– Lufthavnsafgift og skat Billund-Keflavik

Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

– drikkevarer
– øvrige måltider
– drikkepenge til chaufføren
– enkeltværelsestillæg
– private forsikringer
– selvvalgte entréer

Se bemærkninger her

Bemærkninger

– Gode 3 – 3½ stjernede hoteller med restaurant
– Alle værelser har eget bad og toilet
– Krav til fysik: man skal være almen godt gående. Nogle vandringer foregår i ujævnt terræn
– Prisniveauet i Island er meget højt. Vi har inkluderet alt, således at der ikke kommer overraskelser
– Valuta: islandske kroner
– Nogle udflugter er afhængige af vejret og gennemføres kun ved godt vejr
– Forventet kørsel: ca. 1400 km
– Der tages forbehold for prisændringer i Island, bl.a. hotelpriser, entréer, afgifter, skatter, valuta, moms
– Prisen er beregnet ud fra kendte entreer, afgifter, skatter, moms, valuta pr. 26.10.2019 (kurs ISK 5,50)
– Ret til mindre ændringer i programmet forbeholdes
– Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden med registreringsnummer 1626
– Haderslev LandboSenior har reserveret en del af pladserne på rejsen. Alle velkommen.

Rejseleder:
Lisbeth Bay Smidt, som har stor viden om Island, er med på hele turen fra Billund Lufthavn og retur. Lisbeth vil introducere alle besøg samt fortælle bredt om Islands historie, kultur, geologi, dyreliv, nutid mv.