Fra Hotel Helvezia er der udsigt over det antikke Rom, og vi skal på andendagen tilbage i tiden sammen med en dansktalende guide.
Vi begynder dagen på Piazza Venezia, hvor det enorme Viktor Emmanuel-monument ligger - det markerer Italiens samling til ét land. Herfra skal vi til Capitol, én af Roms 7 høje, som vi bestiger ad den smukke trappe til Roms Rådhus.
Vi spadserer ned til Forum Romanum, som var centrum for det politiske, juridiske og kommercielle liv i det gamle Rom. Ad Via Sacra, Den hellige Vej, passerer vi ruiner af basilikaer, templer og senatet.
Romulus og Remus diede hunulven på Palatinerhøjen, så her stod den romerske civilisations vugge, og byens ældste bebyggelser er fundet her. Vi gør stop ved Roms ældste bevarede triumfbue, Titusbuen, rejst som en hyldest til Kejser Titus for indtagelse af Jerusalem, og ved Konstantins Triumfbue fra 315 e.Kr. Kejser Konstantin huskes for at ændre kristendommens status fra forfulgt mindretalsreligion til fuldt anerkendt rigskirke.
Vi skal have en velsmagende romersk frokost, og derefter besøger vi det mægtige amfiteater Colosseum. I forlængelse af turen i arenaen kan vi besøge klostret San Bonaventura, der ligger på Palatinerhøjen. Her boede bl.a. maleren Albert Küchler efter han var konverteret og blevet munk.
Resten af dagen og aften på egen hånd.