Deprecated: Function create_function() is deprecated in /var/www/molsrejser.dk/public_html/wp-content/plugins/zninja-forms/deprecated/includes/widget.php on line 118
 Øen midt i Middelhavet - Mols Rejser

Malta Øen midt i Middelhavet

Otte novemberdage med  sommertemperaturer og gode oplevelser. Malta er et dejligt vinter-rejsemål med dagstemperaturer på 18-23˚ i november. Oplev bl.a. tempelridderborgen Grand Masters Palace, templet Hagar Qim fra 3000 f. Kr, halvdagscruise, øerne Gozo og Comino, lodrette forrevne klippekyster, den blå grotte, prægtige Valletta med de smukke gyldne barok bygninger, Unesco-byen Mdina, pittoreske småbyer og fiskerlejer mv. ¾ pension, meget lækkert 4* resort hotel med direkte adgang til havet, entréer og udflugter.
Rejsen er arrangeret i samarbejde med Kr Dagblad – alle velkommen.

Malta er en sydeuropæisk ø-stat i Middelhavet beliggende blot 90 km syd for Sicilien. Republikken Malta fordeler sig på tre beboede øer Malta, Gozo og Comino samt flere små ubeboede øer. Malta har omkring 400.000 indbyggere på et areal, der er ca. halvt så stort som Bornholm. Sproget er maltesisk og engelsk.

Malta var britisk koloni til 1964, og i 1974 blev landet selvstændig republik. I 2004 blev Malta optaget i EU, og i 2008 blev euroen indført som officiel valuta.
Malta har med sin centrale placering i Middelhavet gennem årtusinder været ombejlet. Øerne har været under fønikisk, romersk, arabisk, normannisk, Johanniterordenen (tempelridderne) og britisk herredømme. Øerne er i dag et stort turistmål med 1.2 mio besøgende årligt.

Tidspunkt30. okt - 06. nov 2020
Pris 10.650 kr
Enkeltvær.+ 1.200 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejse fra Billund til Malta
Afrejse fra Billund Lufthavn med direkte fly (Ryan) til Malta. Flyvetid ca. 3 timer. Herefter med bus til hotel i Bugibba. Vi indkvarteres på 4* Dolmen Hotel, et stort dejligt resort hotel, der ligger med paroramaudsigt til det azurblå Middelhav, kun 150 meter fra strandpromenaden og indkøbs-muligheder. Hotellet har 4 pools, mange liggestole, adgang til privat strand, indendørs spa med sauna, gratis wifi. Her bor vi alle nætter. Efter en lille spadseretur i området nyder vi aftenbuffeten på hotellet. www.dolmen.com.mt
Dag 2
Udflugt til fiskelejet Marsaxlokk, templet Hagar Qim, Blå Grotte
Vi kører til det lille fiskerleje Marsaxlokk med blot 3.300 indbyggere. Byens charme ligger i de gyldne kalksandstens farver, der giver hele området en smuk, afdæmpet farvetone. I den lille naturhavn ligger de små farvestrålende fiskerbåde kaldet Luzzi. En bådtype, der har været kendt siden oldtiden. Byen er også kendt for det store marked, som hver dag afholdes nær havnen. Efter frokost i Marsaxlokk kører vi til templet Hagar Qim – rundvisning m lokalguide. På Malta har der været mere end 30 templer, alle bygger for 3600 – 3000 år f. Kr., dvs. mere end 1000 år før både Egyptens pyramider og Stonehenge i Sydengland. Det er uvist, hvad templerne har været brugt til, og man ved ikke meget om det folk, der byggede dem. Templerne er bygget af sten, der er op til fem meter høje og 1000 ton tunge. Maltas templer har flere fællestræk, de er kløverformede med ovale rum, og de ligger på sydøst-vendte skråninger. Nogle templer markerer solhverv både sommer og vinter ved at solens stråler rammer templets alter ved solhverv. Den civilisation, der byggede templerne forsvandt pludselig ca. 2.500 år f. Kr. Flere fund tyder på, at man i templerne ud over soldyrkelsen også har dyrket frugtbarheden. Vi kommer til Maltas klippefyldte syd-østkyst. Her er utroligt smukt, og selve kystlinjen og de mange vandfyldte grotter er et slaraffenland for dykkere. Hvis vejret tillader, tager vi en smuk bådtur langs kysten til Den Blå Grotte, ikke at forveksle med Den Blå Grotte på Capri. Grotten er bestemt et besøg værd, og den kan kun nås med båd. I området er der mange historiske levn fra både fønikere, punikere og egyptere, der i antikkens tid angreb Malta med hævede våben. Herefter krydser vi Malta og ankommer hotellet sidst på eftermiddagen. Fælles middag.
Dag 3
Udflugt til Mosta, Mdina, Buskett Gardens, Dingli Cliffs
Midt på Malta ligger byen Mosta, der betyder "centrum" på arabisk. Byen har ca. 20.000 indbyggere. Den er kendt for sin enorme kuppelkirke. Kuplen er den tredje største i Europa, næsten på størrelse med kuplen i Peterskirken i Rom. Kirken er bygget med Pantheon i Rom som forbillede, og kirken er stor og kan rumme mindst 12.000 mennesker. Kirken blev på mirakuløst vis skånet under et bombeangreb på byen i 1943. Besøg i kirken. Byen Attard ligger kun 5 km fra Mosta. I Attard bor de rige – præsidenten, ambassadørerne, stormesteren for Johannitterordenen. Vi passerer præsidentpaladset og besøger den botaniske have San Anton. Haven er berømt for træer, buske og blomster indhentet fra hele verden samt en mindre zoologisk have. På Maltas højeste bjerg finder vi byen Mdina, der er en af verdens mest kompakte og bedst bevarede byer fra middelalderen. Byen er lille, kun ½ km2 og med 400 indbyggere. Mdina har været Maltas hovedstad, nu kaldes byen ”den stille by”, da de smalle snoede gader næsten fremtræder som tunneller, og biler har ikke adgang. Apostlen Paulus var i Mdina i år 60, hvor han døbte nogle af øens indbyggere. Byen er fredet og verdensarv fra top til tå. Vi går tur gennem byen, passerer den kuplede Mdina katedral, Den Romerske Villa og Mdina Dungeons, torturkammeret, der befinder sig i kælderen under borgen. Lokalguide i Mdina. Vi passerer Maltas eneste skov Buskett Gardens, der blev plantet af middelalderens riddere og kommer til Maltas højeste punkt ved kysten Dingli Cliffs, hvor klipperne står 244 lodret op fra havet. Herefter retur til hotellet og middag.
Dag 4
Heldagstur til naboøen Gozo
Buskørsel til færgeterminalen Cirkewwa Ferry og herfra 20 minutter med båd til naboøen Gozo. Naboøen Gozo har 37.000 indbyggere og er på 67 km2. Landbruget er Gozos hovedindtægtskilde og beskæftiger 1.000 af øens indbyggere. Øens landbrug forsyner Malta med 60 % af dens fødevarer. Vi besøger fødevarefirmaet Mangro Food Village Complex - rundvisning. Firmaet blev startet i 1916 af tre brødre, og i dag leverer de sunde og bæredygtige fødevarer til mere end 50 lande på fire kontinenter. Produkterne er især tomater, solmodnede på friland på Gozo og Malta, mange former for mejeriprodukter, især håndlavede oste. Vi kører til vestkysten, til klippekysten ved Dwejra. Her stod til 8. marts 2017 Gozos største turistmagnet Azur Vinduet, der var en kalkstenssøjle i havet på 28 meter forbundet med landet ved en 25 meter kalkstensbjælke på 25 meter. Hele Azur Vinduet styrtede i havet i en storm i marts 2017 og forsvandt for stedse. Men kysten er stadig et besøg værd med enestående klippeformationer, indsøer og sjældne plantevækster. Vi kører til sandstranden ved Ramla Bay på nordkysten. Sandet er rød-brunt, og den smukke sandstrand er omgivet af terrasseformede frugtmarker anlagt af bønderne gennem århundrede. Tæt ved badestranden ligger hulerne Calypso Caves. Ifølge den oldgræske fortæller Homer, var det i disse huler Odysseus opholdt sig i syv år, før han genoptog sin rejse. Et besøg på sydkysten ved Xlendi afslutter vor dagstur rundt på Gozo. Kysten er fuld af klipper med stejle skrænter, mindre naturhavne, små fiskersamfund, og over det hele bevogtes området af et gammelt vagttårn fra 1600 tallet. Kl. 17:30 er vi retur ved vort hotel til aftensmad og afslapning.
Dag 5
Hovedstaden Valletta - halvdagstur
Maltas hovedstad Valletta blev opført som fæstningsby efter den store belejring i 1566. Byen ligger på en halvø mellem to naturlige havneområder, og den er opført i den gyldne sandsten. De historiske bygninger præges især af barokarkitektur. Den gamle bydel rummer både forsvarsborge, paladser, kirker, museer, ministerielle bygninger samt hyggelige butikker og cafeer. Valletta slap ikke uskadt gennem 2. verdenskrig, og dog er byen med sine 6.444 indbyggere optaget på UNESCO´s verdensarvsliste Den engelske forfatter og politiker Benjamin Disraeli sagde efter et besøg i byen i 1830: ”Valletta er en by med paladser, bygget af gentlemen for gentlemen. Vallettas ædle arkitektur er på linje med, måske overgår den enhver anden hovedstad i Europa” Vi begynder byturen med et besøg i Upper Barracca Gardens, hvorfra vi får en enestående panoramaudsigt over byen og det store havneområde. Senere spadserer vi gennem den berømte gade Republic Street, der er kendt som byens sprudlende forretningsgade. Grand Master’s Palads blev bygget for Johanitterriddernes stormestre og har været bolig for 21 stormestre. Napoleon fordrev ridderne, senere beboede engelske guvernører paladset, og i dag fungerer det smukke palads som præsidentbolig og parlamentsbygning. Vi får guidet rundvisning. Herefter går vi til St. James Cavalier, der er en enorm forsvarsbygning fra 1566 og videre forbi byens nye parlament, tegnet af den verdensberømte arkitekt Renzo Piano til St. Johns Co-Katedral, riddernes smukke kirke fra 1578 med flere verdensberømte kunstværker. Efter fælles bytur kan man vælge at tilbringe flere timer i byen på egen hånd eller følges med rejslederen retur til hotellet til afslapning og nogle timer ved poolen eller på stranden.
Dag 6
Heldagsudflugt: Sejltur til Cominoøen
Vi kører til havnen og går kl 10:00 ombord på skibet, der bringer os på en dejlig sejltur til Comino – den lille ø, der ligger mellem Gozo og Maltas hovedø. Båden sejler langs de smukke klippeklædte kyststrækninger, som ikke kan ses fra land. Vi passerer Cominos berømte blå lagune. Skibet ligger til land, og herfra kan man spadsere en tur på øen, nyde stranden, eller slappe af på båden. Frokost og drikkevarer ad libitum (øl, vin, vand) er inkluderet. Der bliver også mulighed for at tilkøbe en sejltur i en mindre båd ind i øens grotte system. Hjemkomst kl 17:00. Middag på hotellet.
Dag 7
Dag på egen hånd eller tilkøb af udflugt
Hele dagen kan nydes i eget tempo. Hotellet, stranden og poolen lokker. Anbefales kan også en spadseretur til shopping og cafebesøg - eller blot nyde byen og havnens stemning. Alternativt kan man tilmelde sig en halvdagstur med bus til det smukke Mdina Glass, hvor vi ser glaspusterne i arbejde og med mulighed for at købe deres farverige glas med hjem. Derefter kører vi til vingården Meridiana Wine Estate, hvor vi får rundvisning i produktionen og vinkældrene, før vi smager tre vine på terrassen inkl en ståenden mindre tapas frokost med udsigt over vinmarkerne. Pris for udflugt med bus og entreer ved min. 20 deltagere er 30 EUR pr. person. Tilmelding ved køb af rejsen.
Dag 8
Hjemrejse til Billund
Efter morgenmad på hotellet checker vi ud og kører med bus til lufthavnen. Med direkte fly retur til Billund.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

  • Direkte fly Billund-Malta inkl 20 kg bagage, RyanAir
  • Alle lufthavnsafgifter og flyskat
  • Transport i maltesisk bus
  • Stort 4* hotel resort alle 7 nætter
  • Fri benyttelse af hotellets pool og solsenge
  • 7 x morgenmad og middag (buffet)
  • 3 frokoster
  • 1 heldagssejltur til Comino inkl frokost og vin/øl/vand ad libitum
  • 4 dage med busudflugter
  • Sejltur til Blå Grotte
  • Entreer: Mosta kirke, Mdina og St Johns Katedral,
  • Færge til Gozo
  • Rundvisnig og entre: Magro, Palace State rooms, Hagar Qim
  • Dansk rejseleder og tolk følger gruppen fra DK t/rt
  • Dansk og maltesisk moms, rejsegarantifond og udvidet EU rejsebureauforsikring

Mulighed for tilkøb, tilmelding ved køb af rejsen:

  • ½ dagsudflugt dag 7: Glaskunst og vinsmagning inkl transport og let stående frokost. Gennemføres ved min 20 tilmeldte. 30€ pr person.
  • Havudsigt på hotellet, 300 kr pr værelse.
Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Drikkevarer, øvrige måltider, private forsikringer samt drikkepenge til buschauffør og hotelpersonale, evt hotelskat. Halvdagsudflugt dag 7, havudsigt på hotelværelset.

Se bemærkninger her

Bemærkninger

Hotellet: Dejligt 4 stjernet hotel Dolmen Hotel resort. Udsigt over poolområde og Middelhavet fra store dele af hotellet. www.dolmen.com.mt. Et stort veldrevet og pænt hotelkompleks i byen Bugibba . Alle værelser har TV, privat bad og toilet, hårtørrer, aircondition. Hotellet har elevator, fællesarealer, 4 udendørs pools, 1 opvarmet indendørs pool, spa, jacuzzi, sauna, fitnessrum, bar, restaurant, liggestole og solparasoller ved poolen. Minibar og sikkerhedsboks kan lejes.  Gratis wifi på hele hotellet. Casino. Daglig rengøring af værelser. Strandpromenade, barer, restauranter, mindre forretninger ganske tæt på.

Fysik: På byvandringer i de gamle bymidter må påregnes brosten og ujævnt underlag. Ved kysterne ligeledes ujævnt underlag.

Klima i november: Malta deler breddegrader med Nordafrika, derfor er der året rundt et dejligt mildt klima. I starten af november ligger dagstemperaturerne på ca 18-23 grader, om natten ca 16 grader og havet ca 22 grader. Regnbyger kan forekomme.
November er en dejlig fredelig rejsemåned på øen – turistpresset er langt størst i april-okt.

Øvrigt: Rejsen er beregnet pr 12.11.2019 ved minimum 22 gæster, max 35. Ret til mindre ændringer forbeholdes. Der tages forbehold for ændringer i valutakurser, skatter, moms og afgifter. Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden nr. 1626. Rejsen er arrangeret i samarbejde med Kr Dagblad – alle velkommen.

Se kort over rejsen her