Smalbanetoget til Kalavrita
I dag skal vi til bjergbyen Kalavrita. Vi kører i bus til Diakopto, hvorfra den videre transport foregår med en smal-sporet jernbane gennem det mest fantastiske landskab. Banen er anlagt i slutningen af 1800-tallet og blev betjent af damptog indtil 1959. Nu er det dieseltog, der ofte må sætte tandhjulene til for at komme op ad bjerget. Her er 14 tunneller, og vi kører igennem dybe kløfter, smalle slugter og over den brusende flod Vouraikos 100 meter under os.
Byen Kalavrita er en lille, men betydningsfuld by i græsk historie. Den 13. december 1943 stormede tyskerne byen og henrettede alle mænd og drenge over 15 år. I alt 1.436 mistede livet. Nu er Kalavrita en fredelig by, der har specialiseret sig i træarbejde, bjerghonning, pastaproduktion, marmelade og krydderier.
Efter frokost er der lidt tid på egen hånd, inden vi fortsætter turen til mindeparken for de faldne.
Tilbage til Tolo, hvor der er middag på hotellet.