fbpx

Sommertur til Lolland og Falster 3 dage fyldt med oplevelser.

Ovenstående foto er taget af Bibi Nissen

På TV2 har man i sommeren 2019 kunnet se historien om Frederiksdal Kirsebærvin. Nu har du muligheden for selv at komme indenfor og få historien om ”Kirsebæreventyret” som udsendelsen blev kaldt, indsnuse duften fra vintønderne og smage på indholdet.

Hvem har ikke hørt om den kommende Femern-forbindelse mellem Rødby og Fehmarn? På informationscenteret hører vi om den kommende sænketunnel, der bliver verdens største.

Til gengæld er der ikke så mange der har hørt om ”Dodekalitten” – endnu. Læs mere om dette spændende projekt i dagsprogrammet dag 1

Et af de andre spændende besøg er i Visual klima Center, også kaldet ”Globen”, som blev indviet af Connie Hedegaard i 2011. Med avanceret teknik kan der visualiseres billeder af bl.a. atmosfæren, vulkanudbrud og jordskælv, tsunamien i 2011, hvor mange fly der er i luften, og meget andet.

Hjemturen køres via Sjælland. Der gøres stop i Slagelse, hvor der er en rundvisning på Gardehusarkasernen i Hesteeskadronens områder, bl.a. stalde og ridehus. Der fortælles bl.a. om deres opgaver i relation til kongehuset.

Tidspunkt25. aug - 27. aug 2020
Pris 3.825 kr
Enkeltvær.+ 400 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Kirsebærvin & Dodekalitten
Frederiksdal Gods, Kirsebærvin står til modning
08:00 afgang fra Banegårdspladsen i Aarhus. 09.00 afgang fra DTC ved Vejle 09:40 afgang fra Fredericia Banegård Vi kører mod Langeland over Sydfyn og Tåsinge. Undervejs får vi en kop kaffe og et rundstykke. Med færgen sejler vi fra Spodsbjerg på Langeland til Tårs på Lolland. Den medbragte madpakke (inkl.) spises undervejs på færgen. Når vi er kommet i land på Lolland, kører vi den korte tur til Frederiksdal Gods, som er Danmarks største vingård, der producerer kirsebærvin. På rundvisningen, der tager 1½ - 2 timer, fortælles om deres forskellige vine, om de specielle processer og metoder de benytter samt smager og dufter til vinene i tønderne. Herfra kører vi mod nordøst til Dodekalitten, der ligger på en mark med udsigt til Smålandshavet, ikke så langt fra Torrig og Kragenæs. Det græske ord ”Dodekalitten” betyder Tolvstenen. Dodekalitten vil komme til at bestå af 12 stenstøtter mellem 7-9 meter høje. Foreløbig er der rejst ti stenstøtter, og fem af dem har et ansigt. De 2 øverste meter er udhugget som hoveder, der alle vender mod centrum af en cirkel med indvendig diameter på 40 meter. Et 12-kanals lydanlæg skjult i siddestenen er med til at forstærke oplevelsen. Mange ser det som en kombination af statuerne på Påskeøerne og Stonehenge i England. Stenstøtterne fremstilles af billedhuggeren Thomsas Kadziola, og komponisten er Wayne Siegel. Herfra kører vi direkte til Hotel Falster i Nykøbing Falster. Hotellet der har 68 moderne værelser med bad & toilet og tv, blev renoveret i 2015. Hele hotellet er røgfrit. Efter ankomst og indkvartering er der lidt tid til at slappe af før der er middag på hotellet.
Dag 2
Maribo, Femern, sukkermuseum, Globen
Globen / Visual Climate Center
Efter morgenmaden er der kl. 08:30 afgang til Maribo, hvor I skal se Domkirken, som har en lang historie bag sig – fra kloster til bykirke og senere domkirke. I 1416 sendte klostret i Vadstena i Sverige munke til Maribo for at ‘grunde’ et kloster efter birgittinsk tradition. Et dobbelt-kloster med nonneklostret mod nord og munke-klostret mod syd. Ved reformationen blev klostret ophævet. I 1596 brændte Maribos gamle bykirke, hvorefter klosterkirken også blev byens kirke. I 1803 blev kirken domkirke. Bagefter går vi en tur i den gamle bydel og runder også byens torv. Fra Maribo kører vi til informationscentret for den kommende Femern-forbindelse, hvor der er et oplæg af godt en times varighed. Det enorme projekt bliver verdens største sænketunnel. Vi får en kop kaffe, før vi fortsætter dagens udflugt. Vi fortsætter herfra til Nakskov. Her besøges det lille sukkermuseum, der fortæller historien om baggrunden for Lolland og Falsters tidligere rigdom. Der er rundvisning og film på museet, begge dele foregår i 2 hold. På dagens køretur kommer vi forbi ”Polakkasernen” nær Rødby. Turlederen vil undervejs fortælle om ”Polak-kasernen” og de polske roepiger. I huset boede der 30 roepiger. De hårdtarbejdende polske piger arbejdede i markerne i starten af 1900-tallet. I mange år blev polske sæsonarbejdere hentet til Lolland og Falster for at arbejde i roemarkerne. Sæsonen varede typisk fra roefrøene kom i jorden til roerne var taget op. Når vi er færdige på sukkermuseet kører vi til Holeby. Her er der en rundvisning i ”Globen”, også kaldet Visual klima Center. Det blev officielt indviet i august 2011 af klimakommissær Connie Hedegaard. I hele Europa er der kun 11 af disse animerede glober, hvor der med avanceret teknik kan visualiseres billeder af bl.a. atmosfæren, kontinenterne, oceanerne og f.eks. tsunamien i 2011. Besøget giver et indblik i klodens tilstand og udfordringer. Man kan f.eks. se hvor mange fly der er i luften, ligesom man kan se hvor der er dækning/manglende dækning på mobiltelefonen. Centret har til huse i Danmarks første sukkerfabrik der stod færdig i 1874. I 1960 blev den omdannet til papirfabrik, som eksisterede frem til 1993. Dagens udflugt rundes af med en køretur ad mindre veje gennem det gode lollandske landbrugsland til Fuglesang herregård, hvor der bliver tid til en lille gåtur (hvis vejret tillader det). Middag på hotellet.
Dag 3
Hesnæs, gardehusarkasernen
Foto: BEST-Production
Den gamle bydel omkring Domkirken i Maribo
Efter morgenmad sættes bagagen i bussen. Vi forlader hotellet og kører over Falster til Hesnæs. Vi går en tur i den lille by, hvor der bliver lejlighed til at se de pittoreske fiskehytter, der tækket med strå – også på siderne. Videre kørsel langs den østlige kyst af Falster, hvor vi bl.a. kommer forbi den nedlagte landbrugsskole i Næsgaard og følger Gamle Færgevej forbi mindestenen over Marie Grubbe – herredsdatteren som blev gift med kongesøn Frederik d. 3 og endte sine dage på Møn på fattighjælp. I Stubbekøbing kører vi ned til havnen, hvorfra det er nemt at gå en tur op i byen. Fra Stubbekøbing fortsætter køreturen til Sydsjælland og videre til Slagelse, hvor der venter en rundvisning på Gardehusar-kasernen. Den indbefatter Gardehusar-regimentets Historiske Samling og Hesteeskadronens områder: stalde, ridehus, beslagsmedje samt sadelmagerværkstedet. Rundvisningen tager normalt ca. 2 timer, og efter dette spændende besøg går turen hjemad. Forventede ankomsttider: 17:15 Fredericia, 17:50 DTC Vejle, 18:45 Banegårdspladsen Århus
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

          2 overnatninger på Hotel Falster i Nykøbing F
          Helpension (madpakker til frokost)
          Turleder fra Mols Rejser
          Rundvisning på Frederiksdal Kirsebærvin
          Sukkermuseet inkl. rundvisning
          Info-center Femern med oplæg 
          Globen inkl. fortælling
          Gardehusarkasernen i Slagelse inkl. rundvisning
          Maribo Domkirke & Dodekalitten
          Bus, færge Spodsbjerg – Tårs og broafgift over Storebælt
–      
Obligatorisk bidrag til rejsegarantifonden og EU forsikringer samt administration

Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Drikkevarer, forsikringer, samt egne indkøb og selvvalgte entréer.

Se bemærkninger her

Bemærkninger

Rejsen gennemføres ved min. 32 deltagere.
Ret til mindre ændringer i programmet forbeholdes.
Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifond reg. nr. 1626