New Zealand og Sydney. Nov 2017 Naturoplevelser, der overgår fantasien. 25 dage

OBS: kun 2 pladser tilbage
New Zealand er et fantastisk smukt land med en enestående, alsidig og i mange tilfælde total uberørt natur. Landets 3 klimazoner gør det muligt at opleve alverdens flora og fauna inden for meget korte afstande: aktive vulkaner, gejsere, sneklædte bjergtinder, bløde græsbakker, usædvanlige gletsjere, regnskove, rå kystlinjer, dybe troldeskove, brusende floder og smukke landbrugsområder. 8000 mm regn om året på Vestkysten, 300 mm regn/år på Østkysten, tempereret kystklima i Syd og subtropisk klima i Nord er de usandsynlige klimatiske facts, der skaber de fantastiske landskaber. Det er ikke tilfældigt at filmene om Ringenes Herre blev optaget i New Zealand – stedet hvor naturen overgår fantasien! New Zealands historiske isolation har desuden beriget øen med et helt specielt dyreliv uden et eneste rovdyr, vingeløse og forsvarsløse fugle samt diverse pungdyr. Desuden kan man opleve de enorme konge-albatrosser, papegøjer, sjældne pingviner, hvaler, sæler, søløver og delfiner.
De første Maorier kom til landet i 800 tallet fra Polynesien. Europæerne opdagede landet i 1700-tallet, da den engelske opdagelsesrejsende James Cook entrede landet. Men først i 1800 tallet blev New Zealand for alvor befolket samt engelsk koloni. Nu er landet et topmoderne vestligt land, der bl.a. er kendt for at være foregangsland med hensyn til kvinders ligestilling, samt at landbruget blev frataget alle dets støtteordninger i 1980’erne – og siden har klaret sig godt.

En indholdsmættet rejse, hvor de store naturoplevelser er i højsædet. 25 dage. Desuden mange forskelligartede oplevelser, der afspejler New Zealands natur, kultur, fortid og nutid. På hjemrejsen overnattes 2 nætter i Sydney. Hotel helt centralt i Sydney.

Tidspunkt03. nov - 27. nov 2017
Pris 50.975 kr
Enkeltvær.+ 8.520 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejse
Afgang fra Kastrup Lufthavn med Qatar Airways sen eftermiddag. Mellemlanding i Doha.
Dag 2
Udrejse fortsat
Flyrejsen til Auckland fortsætter.
Dag 3
Ankomst Auckland. Muriwai Gannets.
Vi ankommer til Auckland tidligt om morgenen og bliver hentet af vores bus. Vi trænger til noget frisk luft ovenpå den lange rejse og kører gennem forstæderne af Auckland til Muriwai Gannets på den rå vestkyst – her har en stor koloni suler (ca 1200 par) indtaget toppen af klippen. Mulighed for en gåtur ved klipperne og i det sorte vulkanske sand. Sen morgenmad på en lokal café. Vi kører tilbage til Auckland, der er New Zealands største by med en tredjedel af landets befolkning. Byen er især berømt for dens smukke beliggenhed med havet til flere sider – byen kaldes da også City of Sails med 80.000 sine sejlbåde. Auckland, der tidligere var landets hovedstad, er bygget på 60 vulkaner, og de tre højeste vulkaner giver et markant landskab og fine udsigtspunkter. Kl. 14 ankommer vi til vores hotel. På grund af tidsforskellen (12 timer) og den lange rejse vil vi trænge til hvile. Resten af dagen er på egen hånd og i eget tempo.
Dag 4
Byrundtur , Sky Tower, Auckland Museum
Efter morgenmad på hotellet går vi hen til byens vartegn Sky Tower, der blev indviet i 1996 og er 328 højt. Vi tager elevatoren til tårnets top, hvor vi nyder den fantastiske udsigt over byen og havnen (entré inkl.). Herefter bytur rundt i Auckland til Ponsonby, over broen til Devonport, Parnell, Tamaki Drive and til Auckland Domain. Vi passerer Holy Trinity katedralen og den første katedral, St. Mary’s katedral - bygget i træ i årene 1886-1897. Katedralen stod oprindeligt på modsatte side af vejen, men blev i 1982 flyttet på én gang vha. et finurligt rullesystem. Ruten på byturen afhænger af lokale forhold og trafikken. Derefter tager vi på Auckland Museum, der ligger ved til Auckland Domain – den store park midt i byen. Auckland Museum har en interessant udstilling om maorierne, samt en udstilling om de mange new zealandske soldater, der deltog i verdenskrigene (100.000 soldater i 1. verdenskrig, over 200.000 soldater i 2. verdenskrig). Intet andet land i verden har mistet så mange soldater målt pr. indbygger som New Zealand. (entré og rundvisning inkl.). Lidt tid på egen hånd om eftermiddagen. Middag med udsigt til den livlige havn og marina.
Dag 5
Kauri træerne
Vi kører nordvest på til Kaurimuseet i Matakohe, der med imponerende billedmateriale, gamle maskiner og illustrationer orienterer om den store betydning kauritræet havde for New Zealands økonomi i 1800 tallet samt alle sideeffekterne ved den blomstrende industri i det meget tyndt befolkede område (entré inkl.). Længere nordpå skal vi opleve de kæmpestore fyrretræer, kauritræerne, der kan blive flere tusinde år gamle, 50 meter høje og 5-6 meter i diameter. I 1800-tallet begyndte man at udnytte tømmeret fra de kæmpe snorlige træer industrielt. Samtidig opstod der en ’guldfeber’ omkring kauritræernes enorme rigdom på harpiks, der viste sig at være fantastisk til fernis. I dag er den kommercielle skovdrift indstillet, men man finder stadig mange store stammer, der har ligget konserveret i mosejorden i op til 50.000 år. Træet bliver smukt forarbejdet af kunsthåndværkere, og der er mulighed for at købe en 50.000 år gammel træ-souvenir. Vi befinder os nu i et subtropisk klimabælte og kører stik øst til Bay of Islands. Overnatning på hotel i Paihia, der ligger smukt ud til vandet på østkysten. Her bor vi 2 nætter.
Dag 6
Waitangi Treaty Ground og dinnercruise
Waitangi Treaty Ground i Paihia kaldes også ”New Zealands Vugge”. I 1840 afgav det oprindelige folk i New Zealand Maorierne deres suverænitet til det engelske kongehus ved at underskrive en traktat mellem 45 høvdinge og den engelske kaptajn William Hobson. New Zealand blev en engelsk koloni, og Maorierne kom under den engelske dronning Victorias kongedømme. Til gengæld fik Maorierne engelsk beskyttelse. Misforståelser om traktatens ordlyd var desværre årsag til mange gnidninger og forvekslinger i de følgende år. Vi ser stedet, hvor traktaten blev underskrevet, guvernør Hobsons hus samt verdens længste krigskano mm. (entré inkl.). I den sene eftermiddags lave sollys tager vi på en ca 3 timers sejltur med en fuldrigger og betages af den smukke natur – blåt vand og grønne øer. Let middag om bord på sejlbåden. (middag og sejltur inkl.) Overnatning på hotel i Paihia.
Dag 7
Mangroveskov, Hundertwasser, Auckland
Efter morgenmaden går vi en tur gennem mangroveskoven, der ligger nord for Paihia. Mangroveskov defineres som buske og træer, der kan gro i saltvand i subtropiske og tropiske egne – en helt særegen biotop på kanten af havet og fastlandet. Herefter køres sydpå. Stop ved et af kunstneren Hundertwassers spændende bygninger, som ligger spredt over det meste af verden. Her er det et offentligt toilet. Gennem smukke landskaber kommer vi tilbage til Auckland, hotel og middag (inkl).
Dag 8
Kiwifrugtfarm, termisk aktivitet, hangi
Den lille grønne velsmagende frugt, kiwien, er blevet New Zealands nationalfrugt og en stor eksportartikel. Vi besøger en kiwiplantage og hører om produktionen og smager på frugten. (entré og rundvisning inkl.). Frokost på en lokal café (inkl) Rotorua ligger i en vulkansk kløft midt på Nordøen og er centrum for termisk aktivitet - og der lugter af svovl i store dele af byen. Rotorua blev grundlagt af maorier for ca. 700 år siden, og endnu i dag har Rotorua-området New Zealands største koncentration af maori indbyggere. I byen går vi en kort tur i byparken, og håber at opleve, at mudderpøle bobler og damp kommer op fra sprækker i gadebelægningen. Om aftenen skal vi til et festligt maori kulturarrangement med hangi middag, musik og underholdning. Hangi er ordet for maoriernes festmiddag, hvor maden, indhyllet i blade og bark, tilberedes i underjordiske ovne ved varmen fra undergrunden. Kartofler og majs bliver kogt i kurve dyppet direkte i den kogende undergrund. Maoriernes underholdning er dans og musik. Kvinderne jonglerer med pomponer og synger. Mændene viser, hvordan krigsdansen med opspærrede øjne, vilde grimasser med tungen langt ude af halsen og høje kampråb uden tvivl både har skræmt fjender og opildnet dem selv (inkl.) Efter arrangementet han man mulighed for at se New Zealands vingeløse nationalfugl: kiwi-fuglen – i fangeskab. Den er på størrelse med en stor høne. Hotel i Rotorua.
Dag 9
Huka falls, Tongariro Nationalpark
Vi indleder dagens oplevelser med Huka Falls, der betyder ”det skummende vand” på maori, for her fosser 220.000 liter turkisfarvet vand 11 meter ned pr. sekund. Vandet i udnyttes til el-produktion af kraftværker. Herefter besøg på en lokal kvægfarm, hvor vi ser og hører om driften. Ethvert besøg på en privat matrikel giver anledning til gode snakke og en indsigt i kultur og levevilkår, som ikke ellers er mulig. Lake Taupo er resterne af en gammel stor vulkan, der spyede og spruttede i flere omgange. Til sidst var vulkanen helt udtømt og faldt sammen til søen Lake Taupo, som i dag er New Zealands største sø. Madpakken fra hotellet spises undervejs (inkl.). Tongariro Nationalpark (UNESCO) er især kendt for sine 3 vulkaner. Området med ”de hellige bjerge” blev givet til New Zealands regering i 1887, og de var ikke blot New Zealands første nationalpark, men også verdens første. Eftermiddagen er til oplevelser i den fantastiske natur. Hvis vejret tillader det, tager vi med en skilift (inkl.) op til kanten af krateret på Mt Ruapehu - ca 2020 meter over havet. Her ligger en café med en helt ubeskrivelig udsigt. Man kan gå videre op til 2300 meter – en meget smuk tur, der er alle kræfterne værd. Man går frem og tilbage, så man kan vende om, når højdemeterne overstiger ens kræfter. Vi overnatter på to moteller i skisportsstedet Ohakune ganske kort derfra. På moteller er det almindeligt, at man får morgenmaden til opbevaring i køleskabet aftenen før – det giver også mulighed for en morgen i eget tempo. Middag på en lokal restaurant (inkl.).
Dag 10
Wellington, Te Papa museet
Vi kører af sted mod Wellington fra morgenstunden, New Zealands hovedstad på Nordøens sydspids. Frokost på café (inkl). Byen har ca 400.000 indb. Og kaldes populært Windy City, pga. den megen vestenvind i byen. Vi besøger nationalmuseet Te Papa, som er New Zealands stolthed. Ved hjælp af moderne teknologi vises interessante udstillinger om maorikulturen, indvandringens historie samt udstillinger om natur og landskaber. Vi besøger museet (entré og rundvisning inkl.) Derefter køres en kort byrundtur, hvor vi fx passerer Parlamentet, regeringsbygningerne, St. Pauls Cathedral, Civic Square, Kunstmuseet m.m. Ruten afhænger af lokale forhold. Aftenen og middag er på egen hånd – rejselederen giver oplæg til mulighederne i Wellington. Overnatning på hotel i centrum.
Dag 11
Fri formiddag, færge til Sydøen
Hele formiddagen er til fritid og afslapning i eget tempo. Ca kl. 14.00 sejler vi med færgen over Cook Strædet fra Wellington til Picton, en sejltur på ca. 3½ timer (færgetur inkl.). Den sidste del af turen gennem Picton fjorden mellem de mange små øer og landtanger er utrolig smuk – vi håber på godt vejr. I mange vige kan man se flydere fra muslingefarme. Under hver flyder hænger et tov, som muslingerne dyrkes på. I Picton kører vi mod vest til byen Nelson. Turen går gennem smukke landbrugsområder. Her er vingårde, frugtplantager og humlemarker. New Zealand er berømt for sine vine, som især fremstilles på Pinot Noir druen. Vi ankommer til Nelson, der er grundlagt af englændere. Byen og området er et yndet feriested for lokale og udlændinge på grund af de mange solskinstimer og den behagelige stemning. Hotel i Nelson de næste 2 dage.
Dag 12
Abel Tasman Nationalpark, regnskov, Torrent Bay
Med madpakken (inkl.) i rygsækken tager vi på heldagstur til Abel Tasman Nationalpark på Sydøens nordvestlige hjørne. Vi sejler med vandtaxa langs kysten til Ancorage Bay inde i Abel Tasman Nationalparken (vandtaxa inkl.), og spiser frokost på de gule sandstrande kranset af palmer og frodig vegetation. Med lokale rangers som guider tilbydes gåture i regnskoven. Eller man kan bade og slappe af. Retur sidst på dagen med vandtaxi til Kaiteriteri, hvorfra en bus kører os tilbage til Nelson. Aftenen er på egen hånd.
Dag 13
Vestkysten, Pancake Rocks
Vi kører mod Sydøens vestkyst, der er et stort naturreservat. De fleste strækninger er øde, fredelige og storslåede. Mere end 75 % af kyststrækningerne er under national beskyttelse. De fire store nationalparker på Sydøen (15 % af landets samlede areal) er på UNESCO´s verdensarvsliste på grund af den store mangfoldighed i planter, dyr og fugle, bl.a. lever Kea og Kaka papegøjerne her. Vi passerer Buller distriktet, der i 1929 oplevede så voldsomme jordskælv, at flodlejet hævedes 5 meter. Let frokost undervejs (inkl.). Turen går langs den forrevne vestkyst. Flotte panoramaudsigter til havet, hvor mange delfiner og sæler lever tæt på kysten. Ved Punakaiki opleves de ejendommelige ”pandekageklipper”. Havet har eroderet de lagdelte klipper, heraf navnet Pancake Rocks. Klipperne udsender prustelyde, når havet slår ind under klippehullerne. Middag og overnatning på hotel ud til havet.
Dag 14
Jadesten, Franz Josef gletsjeren
Turen går videre langs kysten med stop ved flotte naturscenerier. New Zealands grønne sten (jade eller green stone) findes kun på vestkysten. Green stone havde en stor betydning for maorierne, som de forarbejdede til smykke-amuletter, økser, mejsler og våben. Jadesmykker sælges nu som souvenir i hele New Zealand, men især i vestkystens butikker. Vi nærmer os de store gletsjere: Franz Josef og Fox. De er en del af et meget stort sammenhængende ismassiv i de sydlige Alper med i alt 140 gletsjere. Vi oplever en af gletsjerne, men besøget afhænger af det ustadige vejr og andre lokale forhold. Gletsjerne har de sidste 5 år trukket sig langt tilbage, og hvor ismasserne før standsede deres fremløb ved den tætbevoksede kystregnskov tæt ved vejen, så er der nu længere op til p-pladserne og derefter ca 7 km gåtur t/rt til udkigspunkterne. Dog er det fortsat en oplevelse at se en gletsjer ned i en tempereret klimazone. (Ved Mt Cook opleves også gletsjere). Mulighed for tilkøb af helikoptertur ind over ismasserne, hvis vejret tillader det. Middag og overnatning i Fox.
Dag 15
Haast passet. Wanaka
Formiddagen bringer os igennem nogle af New Zealands mest øde og mennesketomme landskaber. Stop ved storslåede naturscenerier. Vi følger den gamle rute ind i landet og krydser bjergkæden via Haast passet. Vejen var tidligere kendt for transport af jade. Turen fortsætter langs søerne Wanaka og Hawea til den pittoreske by Wanaka. Byen er et populært skisportssted om vinteren, og om sommeren er det de dejlige søer, der frister turisterne. Indkvartering på hotel i Wanaka. Tid på egen hånd.
Dag 16
Wanaka: Dag på egen hånd. Jeeptur
Wanaka ligger utroligt smukt, bygget op ad bjergsiderne og omgivet af søer og bjergtagende natur. Dagen er til fri disposition. Om formiddagen er der mulighed for at tilkøbe en fantastisk halvdagstur op i bjergene bag byen. I 4-hjuls-trukne jeeps vi op ad bjergveje til nogle af de mest storslåede naturscenerier i New Zealand, flodsenge, isdækkede bjergtoppe, grønne bjerge - langt væk fra den almindelige turistrute. Om eftermiddagen kan anbefales en gåtur i den overdådige natur omkring Lake Wanaka. New zealænderne bruger selv deres fantastiske natur i rigt mål – de er ivrige efter at cykle, mountainbike, vandre, stå på ski, løbe, fiske, sejle osv. Der er vandreruter overalt i New Zealand inddelt i sværhedsgrader. Et meget velfungerende statsdrevet ”ranger”-korps, DOC, vedligeholder stier og vandrehytter ude i vildmarken, hvor kun vandrere og helikoptere kan komme frem. En anden opgave DOC påtager sig, er at modtage vandreturisternes oplysninger om, hvilken vandretur de tager på – for at vide, hvor der skal ledes, hvis uheldet er ude. Dagen kan også bruges til afslapning, shopping, en stille sejltur, vingårdbesøg mv. – alt i eget tempo og på egen hånd. Overnatning i Wanaka.
Dag 17
Queenstown, bungy, farmbesøg, glowworms, Te Anau
Vi kører mod Queenstown og senere Te Anau. Turen fører os igennem smukke dale langs bjerge med iskapper. Det var også i dette område guldfeberen ramte New Zealand omkring 1870 – folk fra både Vesten og Kina valfartede til Vestkysten og Queenstown for at få del i de hurtige penge. Det var et hårdt, barsk og beskidt liv. Men for nogle lykkedes missionen: Et par brødre fandt på få dage 87 pund guld (ca. 40 kilo!). Ofte var det dog servicering af guldgraverne, der var mest indbringende – især kineserne forstod værdien af den forretningsmulighed og dyrkede grønsager, som blev solgt i dyre domme til de sultne guldgravere. Den mest berømte af kiwiernes vilde aktiviteter er utvivlsomt Bungy Jump. New zealænderen A.J. Hackett opfandt Bungy-Jump i 80’erne, men fandt ikke det store publikum. Det ændrede sig radikalt, da han på ulovlig vis sprang ud fra Eiffeltårnet i Paris. Mulighed for et 43 meter Bungy Jump (ikke inkl. men plejer at være gratis for folk over 75 år) i kløften over Kawarau, der regnes for det ”rigtige” sted. Vi ankommer til Queenstown. Mange scener fra Tolkiens ”Ringenes Herre” er optaget i bjerglandskaberne omkring byen Queenstown. Med en gondol tager vi til bjergtoppen, hvor vi nyder en storslået udsigt over området (gondol inkl.). Herefter besøg på et stort moderne og aktivt landbrug med især får. Farmeren fortæller om fåreracer, landbrugets vilkår i NZ og et moderne guldeventyr. Da det er en aktiv gård, afhænger oplevelserne på gården af, hvilke dyr, der er hjemme. Evt fårehundedemonstration. Vi spiser frokost på gården (rundvisning og frokost inkl.) Te Anau ligger ved det kæmpestore naturområde Fiordland Nationalpark (UNESCO) på 1,25 mio. hektar (1/3 af Danmark) – et øde, fredet og ubefolket landskab. Ved aftentide sejler vi over Te Anau søen for at besøge en mørk grotte med glowworms (inkl.). Larverne er selvlysende for at tiltrække og indfange insekter, som de lever af. De sidder i hundredtusindvis på vægge og lofter i grotten, og er et fascinerende syn. Overnatning i Te Anau.
Dag 18
Sejltur på Milford Sound
I dag skal vi igen opleve utrolig naturskønhed - denne gang i Fiordland Nationalpark, hvor fjorden Milford Sound ligger. På vejen passerer vi det ene smukke landskab efter det andet samt Homer Tunnelen i 945 meters højde – en mørk og smal tunnel, der på egen vis synliggør, hvor besværligt det har været at lave en farbar vej gennem den frodige Fiordland Nationalpark. Kea papegøjer plejer at hilse på alle biler, der dukker op fra tunnelen. Vi når frem til den berømte fjord Milford Sound, 22 km lang og to km bred omgivet af majestætiske bratte granitklipper. Mange vandfald pryder klippesiderne, det længste tordnende vandfald er 520 meter. Forfatteren Rudyard Kipling kaldte stedet for verdens ottende vidunder. Vi sejler ud på fjorden (inkl.) og nyder det smukke sceneri, hvor der også er gode muligheder for at se delfiner og sæler. Den smalle fjord med det sorte vand er op til 380 meter dyb, og havbiologerne opdager stadig nye fiskearter i dybet. Frokosten købes ombord. Retur til Te Anau. Fotostop ved en af de smukke spejlsøer. Mulighed for en gåtur i det storslåede landskab. Til hotellet i Te Anau til middag (inkl.) og overnatning.
Dag 19
Dunedin, konge albatrosser og blå pingviner
Vi forlader hotellet i Te Anau og kører tværs over Sydøen. Vi passerer bjergkæder, landbrugsområder, flere småbyer og kommer til byen Dunedin. Byen blev grundlagt af skotter i 1848, deraf det skotske navn. Indkvartering på hotel i Dunedin, efterfulgt af kort byrundtur i Dunedin. Herefter rundvisning på bryggeriet Speights i Dunedin – New Zealands ”nationaløl”. Øst for Dunedin ligger halvøen Otago med flere dyrereservater, som vi besøger. Vi kører helt ud på spidsen af halvøen, hvor den barske blæst fra Stillehavet, der her kan blæse uhindret hele vejen rundt om Jordkloden, gør det muligt for verdens største mågeart, konge albatrossen at lande og lette – uden meget kraftig vind kan de store fugle med 3 meters vingefang ikke lette. Konge albatrossen yngler kun ganske få steder i verden, og kun på ubefolkede og utilgængelige steder. Men Otago halvøen er undtagelsen, her kan man komme helt tæt på de imponerende fugle. Vi får en guidet tur ind i yngleområdet og får indblik i disse mægtige fugles liv og færden. Er vi heldige ser vi unger, der er på størrelse med en dansk gråand. Middag i centrets café (Guidet tur, besøgscenter, middag inkl.). Efter middagen tager vi til en nærliggende strand, hvor der venter endnu en stor oplevelse. I tusmørket går vi til stranden og oplever, når den blå pingvin kommer hjem fra havet og bliver modtaget af sultne unger (inkl.) Tilbagekørsel til hotellet i Dunedin omkring kl 22.30.
Dag 20
Kuglesten og Mount Cook
Vi forlader Dunedin-området og kører nordvest i retning mod Mount Cook – New Zealands højeste bjerg (3754 m). Undervejs gør vi flere interessante stop. Ved byen Hampden er stranden ganske unik. Fra de rå og stejle skrænter ”føder” jorden store, kuglerunde sten kaldet boulders. Stenene er op til 130 cm i diameter og er en slags ”knudesten”. Forskere er uenige om, hvordan de dannes. Sydøst for den lille by Duntroon findes et andet specielt naturområde, som mange turister overser. Undergrunden her består af 25 mio. år gamle sandsten, der ved vand, vind og regn eroderes til de mærkværdigste former. Vi spadserer en lille tur mellem de skulturelle sten. Den medbragte frokost (inkl.) spises et smukt sted. Mount Cook er New Zealands højeste bjerg (3754 m) og opkaldt efter landets kortlægger James Cook. Køreturen op mod Mount Cook er usædvanlig smuk. Åbne vidder, azur-blå søer, vandfald, snedækkede bjergtinder og den reneste luft. Ankommet til Mount Cook er der mulighed for at tage med en lokal bus til dalen, hvor Tasman gletsjeren ender. Hvor gletsjeren ender i søen, dannes store isbjerge. I mindre både sejler vi tæt på de flydende isbjerge, og måske smager vi på 300 år gamle krystal-is. Vi sejler tæt på den enorme gletsjer, der er 27 km lang og 600 meter tyk og som jævnligt kælver (bus- og sejltur tilkøbes). Man kan også vælge at gå en tur mellem bjergene, se på alpeblomster, alpine papegøjer og nyde bjergluften. Anbefales kan også den interessante mindre udstilling om James Cooks bedrifter i bjergene og generelt om bjergbestigning, som ses i besøgscentret og på hotellet The Hermitage. Gratis. Vi forlader Mount Cook området og kører til vores hotel i den mindre by Twizel. Middag på hotellet.
Dag 21
Laksefarm, Lake Tekapo, farmbesøg med overnatning
Vi kører hen til den lokale laksefarm i en af New Zealands rene floder. Vi hører kort om lakseopdræt og køber helt friskfanget og frisktilberedt laks som vi senere skal spise til frokost sammen med vores på forhånd indkøbte salat, brød og vin (frokost inkl.) Vi kører til den helt turkisblå sø Lake Tekapo og holder picnic. The good Shepard er en lille kirke med en helt unik altertavle. Derefter kører vi østover for at møde vores værtsfamilier, der velvilligt åbner deres hjem for os. Besøget er en unik mulighed for at kommer ind i et privat hjem, møde en almindelig new zealandsk familie og lære om kultur og traditioner. Vi indkvarteres i små grupper af 2-8 personer på gårdene, og vi sørger for, at der er engelskkyndige i alle grupper. Værtsfamilierne er vant til at have udenlandske gæster, så samtalerne plejer at forløbe godt (gårdbesøg inkl.). Medbring gerne lidt private billeder af jeres familie og bolig. Middag på gårdene.
Dag 22
Christchurch, fly til Sydney, Australien
Efter morgenmad på gårdene mødes vi igen ved bussen og kører mod Christchurch, der blev grundlagt i 1850 og er New Zealands 3. største by med ca 300.000 indbyggere. Christchurch ligger i et område, der jævnligt mærker jordskælv, og i 2011 blev byen igen ramt af et voldsomt jordskælv, der ødelagde flere af byens berømte bygninger, bl.a. den smukke domkirke. Genopbygningen af byen vil tage flere år. En kort byrundtur før vi kører til lufthavnen og flyver til Sydney. Vel ankommet til Australien kører vi direkte med vores bus til vores helt centralt beliggende hotel i Sydney.
Dag 23
Byrundtur, Sydney Opera, fritid
Dagen starter med en interessant city-tour i bus rundt i Sydney med lokal guide, hvor man vil fornemme, hvorfor Sydney er så eftertragtet at bo i – der er skønne udsigter, strande, grønt, luftigt og sommerferie-stemning overalt. Pga. stram spildevandspolitik er vandet i Sydney Harbour nu blevet vældig rent, hvilket har medført at hajerne er steget betragteligt i antal. Derfor tilbyder mange strande en stort bur, som man kan bade trygt indenfor. Cityturen starter i The Rocks, som er den ældste bydel i Sydney, stedet hvor de første europæere bosatte sig omkring 1788. Herfra er der en fantastisk udsigt til den store bro, der forbinder den nordlige og den sydlige del af byen, Harbour Bridge fra 1924. Videre til Chinatown og den rå klippekyst ved indløbet til Sydney Harbour, med brusende vandstrømme. Videre til stranden Bondi Beach med de mange surfere, og som nogen vil huske fra beachvolley-turneringen under OL i 2000 (city tour inkl.) Sydney Operaens muslingeskaller tegnet af danske Jørn Utzon er blevet et arkitekturikon på verdensplan og vartegn for Sydney. Vi får en guidet rundvisning i operaen og hører dens historie (rundvisning inkl). Eftermiddagen er til flere indtryk på egen hånd. Anbefales kan en vandretur over Harbour Bridge, med en fantastisk udsigt samt fine illustrationer og billeder af broens historie. Sydney Akvarie: et imponerende akvarium, hvor man går i et rør med akvarier omkring sig og over sig. Alverdens fisk, hajer og akvareller fra bl.a. Great Barrier Rief. Hyde Park Barracks fortæller den spændende historie om de 50.000 straffefanger der blev sendt til Australien i årene 1819-1848 og som udgør den oprindelige hvide befolkning. Australian Museum rummer en spændende udstilling om alt inden for Australiens geologi, natur og udviklingshistorie. Også aboriginal-udstilling. Rejselederen vil være behjælpelig med råd og tips. Overnatning på hotel.
Dag 24
Tid på egen hånd i Sydney. Hjemrejse
Dagen er til de sidste oplevelser i Sydney. Rejselederen er behjælpelig med tips og råd. Afrejse fra Sydney Lufthavn
Dag 25
Hjemkomst
Hjemkomst til Danmark midt på dagen – mange store oplevelser rigere.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

    • Udrejse med fly: Kastrup – Auckland – Christchurch – Sydney – Kastrup
    • Flyskatter og lufthavnsafgifter pr. 13.10.16
    • Hotelovernatning på gode turisthoteller 3+4* i New Zealand jf. program.
    • 2 overnatninger i Sydney på 3* meget centralt beliggende hotel
    • Morgenmad hver dag
    • 9 frokoster
    • 11 middage
    • Forplejning på alle fly
    • Erfaren dansk rejseleder med på hele rejsen fra Danmark t/rt.
    • Alle fælles udflugter jf. programmet
    • Entreer, sejlture, landbrugs/produktionsbesøg, nationalparkafgifter:
      • Auckland Museum med rundvisning
      • Entré Skytower
      • Dinnercruise ved Bay of Islands
      • Entré Waitangi Treaty Grounds – New Zealands vugge
      • Entré Kaurimuseet – de kæmpestore træer
      • Kiwifrugtfarm med rundvisning
      • Termisk aktivitet i Rotorua
      • Maori festmiddag med dans og fortælling ude i skoven. Hangi. Stor oplevelse
      • Mulighed for 7-8 mindre gåture: bl.a. i Tongariro Nationalpark (vulkanområde), i Abel Tasman Nationalpark (palmeskov og strande), ved Fox Gletsjeren (kystregnskov), ved Queenstown (storslåede naturscenerier med snedækkede bjerge, kløfter og søer), ved Milford Sound (skov og sø), ved Mount Cook (bjergstier). Varighed: ½-1 time. Antallet af gåture afhænger af vejr og dagenes forløb
      • Entré nationalparker: Tongariro, Abel Tasman, Paparoa, Aoraki, Wesland Taipoutini, Fiordland
      • Ski-lift ved Mt. Ruapehu vulkanen
      • Nationaluseet Te Papa m. rundvisning
      • Færge Wellington-Picton
      • Abel Tasman Nationalpark inklusiv sejltur til/fra Torrent Bay
      • Naturfænomenet Pancake Rocks
      • Franz Josef gletsjeren og Fox gletsjeren
      • Kawarau bro, bungyjump
      • Gondol til Bob’s Peak m. frokost højt over Queenstown. Fantastisk udsigt
      • Besøg på fårefarm, fårehundeopvisning, rundvisning
      • Grotte-sejltur og entré til lysende glowworms
      • Cruise på Milford Sound med mindre skib tidligt på dagen – naturoplevelse i særklasse
      • Naturguide og entré ved Konge Albatrosser
      • Naturguide og entré hos pingviner
      • Entré på laksefarm
      • Rundvisning på Speights Beer Bryggeri – New Zealands nationaløl
      • Privat indkvartering på lokale landbrug i små grupper – unik og indholdsrig oplevelse
      • Rundvisning med guide i Sydney Opera
      • Citytour, 3 timer med lokalguide, i Sydney
    • Moderne 4**** bus i New Zealand
    • Bustransfer mellem hotel og lufthavn i Sydney
    • Lokale afgifter, vejskatter
    • Informationsmøde før afrejse for deltagere
    • Administrationsgebyr
    • Detaljeret håndbog over rejsen
    • Obligatorisk bidrag og ekstra indskud til Rejsegarantifonden.
    • Udvidet Rejsebureau ansvarsforsikring.
    • Obligatoriske drikkepenge til lokale guider.
Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Private forsikringer, drikkevarer, øvrige måltider, drikkepenge til chauffører, private lommepenge, afrejseafgift i NZ, visum til Australien (gratis online), evt. øvrige entreer.

Muligheder for tilkøb:

Jeeptur op i bjergene ved Wanaka                   kr. 1020,-
Tasman Gletsjer sejltur ved Mt. Cook             kr. 820,-

Se bemærkninger her

Bemærkninger

Rejsens pris er beregnet efter skatter, afgifter og valutakurs pr. 13.10.2016 (kurs NZ$ 4,72 og Au$ 5,11)

Forbehold for ændringer i skatter, valutakurs og afgifter. Forbehold for ændringer i programmet.

Krav til fysik: selvhjulpen og godt gående.

Minimum 25 deltagere på rejsen. Max 32 deltagere.

Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden nr 1626

 

Se kort over rejsen her