Italiensk jul i Napolis historiske centrum 7 dage. Jul i Napoli.

Napoli har ud over sin beliggenhed ved Napolibugten rigtig meget at byde på. Byen ligger i den italienske region Campania, der bl.a. er kendt for sit varme klima, et landskab med bjerge, olivenlunde og ikke mindst vulkanen Vesuv. Og så er der jo pizzaen. Det siges, at den første Pizza Margherita blev skabt af en napolitaner tilbage i det 16. århundrede. Byen er desuden berømt for sine pastaretter.

Napoli har ca. 1 mio. indbyggere. Tæller man forstæderne med, er der ca. 3 mio. hvilket gør den til regionens største by. Desuden er den en af de byer i verden, som har den længste ubrudte historie. Det betyder, at byen rummer en enestående kultur og historie. Byens historiske centrum, Europas største, er omkring 1700 hektar (svarende til ca. 2400 fodboldbaner) og har siden 1995 været på UNESCOs liste over bevaringsværdige steder.

Vores juleture er altid planlagt med fokus på velvære og autentiske kulturindtryk, krydret med baggrundshistorie og interessante seværdigheder.
Rejsen ledes af Italiens ekspert Bo Rosasco, der har stor erfaring med grupperejser til hele Støvlelandet og som har ledet vores julerejser i en årrække. Bo er flydende på sproget, har boet i landet i perioder og har en bred kulturhistorisk viden om Italien, rækkende fra baggrundshistorie, kulturtraditioner og gastronomi til erhvervsliv og samfundspolitik i nyere tid.

Vi bor på et klassisk 3* hotel, der er beliggende i et af byens historiske områder, et gammelt fiskerdistrikt, ganske tæt ved byens lystbådehavn, som er hjemsted for yachtklubben og private både. Selve bygningen er en elegant bygning i jugendstil fra begyndelsen af 1900-tallet.
Få minutters gang fra hotellet ligger den gamle fæstning ”Castel dell’Ovo, som naturligvis besøges.
Vi bor tæt på flere museer, og i det øjeblik vi skal bevæge os længere væk fra hotellet, er det nemt at komme med offentlig transport. Vi får naturligvis også lejlighed til at nyde den historiske bykernens atmosfære med arkader og flotte bygningsværker, kigge indenfor i nogle af de gamle forretninger, nyde kaffen i de hyggelige cafémiljøer og gå en tur langs havnefronten.

Velkommen til jul i Napoli

Tidspunkt22. dec - 28. dec 2017
Pris 12.275 kr
Enkeltvær.+ 1.150 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejsedag
Julekrybbe
Vi flyver fra Kastrup til Rom (SAS, direkte fly) og fortsætter derfra med bus til Napoli. Køreturen tager ca. 3½ time inkl. et stop undervejs. Efter ankomst og indkvartering på vores hotel, der er centralt beliggende i byen tæt på blandt andet lystbådehavnen, mødes vi til en hurtig præsentation af hinanden. Bagefter går vi en orienterende byvandring i vores lokalområde. Vi spiser middag på en lokal restaurant inden vi returnerer til hotellet.
Dag 2
Bl.a. domkirken og Napoli Sotteranea
Første rigtige dag i Napoli starter vi med at gå en tur gennem Spacca Napoli, som er et af de ældste kvarterer i byen. Vi besøger Via San Gregorio, som er berømt for de små værksteder, der fremstiller julekrybbefigurer. Undervejs besøger vi blandt andet barokkirken Gesú Nuovo og Capella Sansevero, hvor vi skal se den smukke Cristo Velato. Efter en kaffepause går vi videre til Domkirken, hvor vi får en rundvisning og hører historien om San Gennaro, der er Napolis skytshelgen. Herefter er det tid til frokost, som vi sammen spiser på pizzeria Sorbillos. Efter frokosten går vi mod Napoli Sotteranea – det underjordiske Napoli, hvor vi i katakomberne skal finde de romerske og græske rester af det antikke Napoli. Herfra går turen tilbage til hotellet, hvor der er tid til et lille hvil, inden vi går ud i byen for at spise middag.
Dag 3
Arkæologisk museum, Basilica Santa Maria della Sanità
Smal gade i Napoli, Spaccanapoli
I dag lægger vi ud med et besøg på det verdensberømte arkæologiske museum i Napoli. Vi tager metroen til museet, hvor vi ser de vigtigste værker og effekter fra Pompeji og Herculaneum samt Farnese-samlingen fra Caracallas Termer i Rom. Efter rundvisningen på museet går vi mod Sanità-kvarteret. Sanità-kvarteret er rigt på historie og traditioner, og så er det her nethindebillederne af Napoli med herlig forvirring og vasketøj i gaderne stammer fra. Vi går en tur i gennem kvarteret for at ende ved Basilica Santa Maria della Sanità, hvor vi skal besøge underkirken og gravkamrene. Efter en rundvisning i kirken går vi videre mod kirkegården mod Cimitero della Fontanelle, hvor vi skal høre historier om kranie-kult, helbredelse og lottotal. Kirkegården er et såkaldt Ossarium, hvor man opbevarer knogler fra ca. 40.000 mennesker der døde under de store henholdsvis pest- og koleraepidemier, der flere gange har ramt byen op gennem historien. Efter besøget på kirkegården går vi mod vores frokoststed, hvor vi sammen skal smage på forskellige napolitanske specialiteter. Herefter er resten af eftermiddagen til fri disposition, til vi senere mødes til middag.
Dag 4
San Martino museet, Castel Sant’Elmo, Italiensk julefrokost
Pizzabager i Napoli
Dagen byder på en tur med funicularen (kabelbane) til bydelen Vomero, der ligger oven for centrum. Herfra er der en fantastisk udsigt over hele Napoli. I Vomero besøger vi det lille museum San Martino i det gamle kloster Certosa. Inden formiddagskaffen når vi også en rundtur på Castel Sant’Elmo, der har været en del af et større fæstningsværk, til at beskytte Napolis havneindsejling. Vi nyder formiddagskaffen på en nærliggende café med udsigt over byen, inden vi igen kører ind til centrum. Nede i centrum går vi gennem Pignasecca markedet før vi skal have en italiensk julefrokost. Italien har ikke de samme traditioner omkring juleaften den 24. december som vi danskere. Til gengæld er første juledag selve juledagen, der står i familiens tegn. Her spiser man også højtidens største måltid, en julefrokost der starter over middag og kan vare det meste af eftermiddagen. Godt mætte forlader vi restauranten og går forbi operaen og ned til kongeslottet. Vi stopper for at kaste et blik på to af Napolis mest kendte vartegn – Maschio Angioino og Castel Ovo. Middag på egen hånd.
Dag 5
Fridag, evt. Capri
Der er ikke fastlagt et program denne dag, så man kan evt. tage til Herculaneum eller Pompeji. Man kan også tilkøbe en tur til Capri sammen med rejselederen. For dem der ønsker at benytte sig af denne mulighed, er der afgang med færgen kl. 09:00. Det tager en lille time at sejle. På Capri tager vi bjergbanen fra havnen og op til byen. Her holdes en lille kaffepause, inden vi går en tur til Augustus’s haver, hvorfra der er en skøn udsigt over bugten. Herefter tager vi lokalbussen videre til Ana Capri, hvor den svenske læge Axel Munthe byggede sin villa. Vi hører historien om Axel Munthe og besøger villaen og den tilhørende smukke have. Efter besøget i villaen tager vi med svævebanen til Monte Solaro, hvorfra vi kan kigge over til Kejser Tiberius’s villa. Herfra tager vi lokalbussen tilbage til Capri by, hvor vi spiser frokost (ikke inkl.), inden der er lidt tid på egen hånd til enten at nyde en kop kaffe på en af de mange pladser eller til at gå på opdagelse i byen. Sidst på dagen tager vi færgen tilbage til Napoli. Fælles middag på lokal restaurant.
Dag 6
Arola, ostemejeri, Limocello-fabrik
Dagens program bringer os væk fra Napoli. Vi tager metroen til hovedbanegården, hvorfra vi tager toget mod Sorrento. Vi står af i den lille by Vico Equense, hvor vi skal videre op ad bjerget for at besøge landsbyen Arola. Her skal vi ind og se det lokale ostemejeri samt den lokale Limoncello-fabrik Gioia Louisa. Limoncello (citronlikør) er en lokal specialitet. Begge steder vil der være mulighed for at smage på varerne og eventuelt købe lidt med hjem. Efter besøget på fabrikken får vi tid til en kaffepause på byens eneste café. Efter kaffepausen skal vi ind i landsbyens kirke før vi går mod vores frokoststed, hvor vi blandt andet skal smage på de lokale ostespecialiteter. Herefter returnerer vi med toget til Napoli. Der bliver lidt tid til afslapning, før vi mødes til fælles middag på lokal restaurant. Man kan også benytte muligheden for at gå med rejselederen til det store supermarked Gran Gusto, hvor man med fordel kan gøre de sidste indkøb af italienske delikatesser og specialiteter.
Dag 7
Hjemrejsedag
I dag er det hjemrejsedag, og vi pakker sammen og forlader hotellet efter morgenmaden. Afgang med fly fra Rom Lufthavn først på eftermiddagen med ankomst i Kastrup sidst på eftermiddagen.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

Godt hotel tæt ved lystbådehavnen

Helpension undtagen 2 frokoster og middag samme dag vi har fået den store julefrokost

Stor italiensk julefrokost

Byrundture nogle af Napoli’s forskellige bydele; Spacca Napoli, Vomero og Sanitá-kvarteret 

Besøg i bl.a. katakomberne, det arkæologiske museum, Domkirken og kongeslottet samt kirkegården Cimitero delle Fontanelle

Heldagsudflugt til Vico Equense med besøg på det lokale ostemejeri og Limoncello-fabrikken Gioia Louisa

Mulighed for midnatsgudstjeneste juleaften

Alle entréer og lokaltransport i Napoli iflg. programmet

Dansk rejseleder, Bo Rosasco

Autoriserede guider flere steder

Drikkepenge til lokalguider

Flybillet Kastrup – Rom inkl. bagage, skatter og afgifter (SAS, direkte fly)

Transport Rom – Napoli tur/retur

Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Øvrige måltider, private forsikringer, lommepenge, drikkevarer, drikkepenge til hotel og chauffør, cityskat; 2,50 pr. person pr. nat, i alt 15, som betales direkte til hotellet.

Tilkøb: Dagstur til Capri:  kr. 485,-

 

Se bemærkninger her

Bemærkninger

Fysiske krav:
Hotellet er centralt beliggende og byvandringer mv. er derfor baseret på færden til fods. Undervejs bruger vi den offentlige transport.

Deltagerantal: 20. Herefter er pladser på forespørgsel.

 

 

 

 

Se information om rejsemålet her

Info om rejsemålet

Hotellet: Vi bor på et klassisk 3* hotel, der er beliggende ganske tæt ved lystbådehavnen – kun et par skridt fra havnefronten i bydelen San Ferdinando og bare få minutters gang fra borgen ”Castel dell’Ovo Borgo Marinari” og Piazza Plebiscito samt det kongelige palads. Selve bygningen er en elegant bygning i jugendstil fra begyndelsen af 1900-tallet. Hotellet udmærker sig også ved, at det ikke er så stort (34 værelser). Der er en lobby, hvor man kan slappe af og nyde en kop kaffe eller en drink.

Værelserne er indrettet med alle moderne bekvemmeligheder; telefon. TV, minibar/køleskab, safety boks og hårtørrer mv..
Middagene spiser vi på lokale restauranter i området.

Klima: Gennemsnitstemperaturen i Napoli i december er 10-12 grader om dagen.

Rejseleder: På rejsen medvirker Italiensekspert Bo Rosasco, der er flydende på sproget og har boet i landet i flere perioder.

Øvrigt: Der tages forbehold for rokeringer samt mindre ændringer i programmet. Prisen er beregnet efter kendte valutakurser, skatter og afgifter den 5. maj 2017. Forbehold for ændringer i flyafgange. Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden med reg.nr. 1626.

Materialet og kalkulationen er udarbejdet den 5. maj 2017