Start sommeren i Tolo ved Middelhavet. Spændende rejse med mange natur- og kulturoplevelser

Peloponnes er rig på enestående levn fra antikkens tid. På denne rejse opleves Epidauros (UNESCO) med det særdeles velbevarede amfiteater og museum for lægekunst. Det er en sjælden smuk oplevelse at besøge de gamle antikke steder, hvor historien emmer ud af enhver sten og enhver museumsgenstand. Det fornemmer man ikke mindst blandt de arkæologiske udgravninger i Mykene med den kendte løveport og de imponerende kongegrave med de kegleformede hvælvinger.

Programmet bringer os til uforstyrrede småbyer, billedskønne bjerglandsbyer med pastelfarvede huse og egne med olivenlunde og appelsinmarker så langt øjet rækker.

Ofte er det dog de små lokale besøg, der på sigt lyser klarest i erindringen. Hos melmølleren forundres man over, at det kan lade sig gøre at lave et udkomme af den lille og utrolig gammeldags produktion. Det lille ouzo destilleri byder på gavmilde smagsprøver. På olivenoliefabrikken hører vi om produktion og eksport af økologisk ekstra jomfru olivenolie – og får lov til at smage på de velsmagende gylden-grønne dråber. En af udflugterne går til en appelsinplantage som ledsages af oplysninger om dyrkning, produktion og mulighederne for eksport. Besøget på klosteret giver anledning til en spændende fortælling om den græsk-ortodokse kirkes traditioner.

Desuden kommer man på en meget smuk togtur op gennem bjergene og en sejlende picnictur til en nærliggende stille lagune. På det farverige marked i Argos er der mulighed for at gøre en god handel. Der er oplæg ved hotelejeren om ”Grækenland i dag”, hvor man hører en ”almindelig” grækers version af landets dybe økonomiske krise, samt hvordan det påvirker hverdagen.

Tidspunkt21. maj - 28. maj 2019
Pris 9.650 kr
Enkeltvær.+ 1.325 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Rejsedag med ankomst og indkvartering på hotellet i Tolo
Hovedgaden i Tolo
Afrejse fra Kastrup kl. 11:30 med ankomst til Athen kl. 15:40. Vi kører ad omfartsvejen uden om den store by med ca. 5 mio. indbyggere, forbi det olympiske stadium og videre sydpå mod Peloponnes. Ved Korinthkanalen gør vi stop, for at se og høre om det fantastiske bygningsværk, hvor kejser Nero i år 67 e.Kr. tog det første spadestik. Her starter også introduktionen til det græske køkken med en smagsprøve på souvlaki. Efter dette stop kører vi til Tolo. Vel ankommet til hotellet spiser vi middag, mens personalet bringer bagagen til værelserne.
Dag 2
Malevi kloster, appelsinplantage
Fra Tolo kører vi vestpå til Malevi Klosteret. Det ligger i en højde af 950 m.o.h. på bjerget Parnon omgivet af skov. Vi får en rundvisning og hører om klosterets historie. Klosteret har en lang historie bag sig. Det første kloster kan dateres tilbage til 1320. Klosteret med den nuværende placering blev bygget i 1616. Under revolutionen blev det brugt som hospital og lejr. Klosterkomplekset omfatter også en stor nybygget fløj med værelser og andre faciliteter. På turen tilbage til Tolo stopper vi nær byen Astros for at spise frokost. Herefter returnerer vi til Tolo. Hen på eftermiddagen kører vi ud til en appelsinplantage. Vi hører hvordan der dyrkes og vandes, og om deres muligheder for eksport. Aftensmad på hotellet i Tolo.
Dag 3
Nafplio med Palamidi borgen, ouzodestilleri, frokost og tid på egen hånd
Palamidi
Vi kører til Nafplio for at opleve den smukke by. Det første stop er ved Palmidi borgen. Den venetianske fæstning Palamidi byder på velbevarede fæstningsværker og en storslået udsigt ud over den uberørte skønhed, der præger kysten omkring Nafplio. Derefter fortsætter vi til ouzo-destilleriet ”Karoni" - et gammelt familiefirma gennem 5 generationer. Vi hører om fremstillingen af ouzo, og slutter af med smagsprøver på både ouzo, likør og ziperro (raki). Frokost på en restaurant i Nafplios centrum. Bagefter går vi en tur i de gamle gader, og der bliver også tid til at nyde byens stemning på egen hånd, inden vi returnerer til Tolo. For dem der har lyst, vil der før middagen blive lejlighed til at høre den ene af hotelværterne, Yiannis Georgidakis fortælle om Grækenlands situation i dag. Blandt andet hvad angår økonomien og flygtningesituationen som den ser ud i dag - set med en grækers øjne. Middag på hotellet.
Dag 4
Togtur til Kalavrita med mindepark
Smalbanetoget til Kalavrita
I dag skal vi til bjergbyen Kalavrita. Vi kører i bus til Diakopto, hvorfra den videre transport foregår med en smal-sporet jernbane gennem det mest fantastiske landskab. Banen er anlagt i slutningen af 1800-tallet og blev betjent af damptog indtil 1959. Nu er det dieseltog, der ofte må sætte tandhjulene til for at komme op ad bjerget. Her er 14 tunneller, og vi kører igennem dybe kløfter, smalle slugter og over den brusende flod Vouraikos 100 meter under os. Byen Kalavrita er en lille, men betydningsfuld by i græsk historie. Den 13. december 1943 stormede tyskerne byen og henrettede alle mænd og drenge over 15 år. I alt 1.436 mistede livet. Nu er Kalavrita en fredelig by, der har specialiseret sig i træarbejde, bjerghonning, pastaproduktion, marmelade og krydderier. Efter frokost er der tid på egen hånd, inden vi fortsætter turen til mindeparken for de faldne. Tilbage til Tolo, hvor der er middag på hotellet.
Dag 5
Marked i Argos, Kefalari, græsk dans
Efter morgenmaden kører vi til det farverige og store marked i byen Argos (ca. 45 minutters kørsel fra Tolo). Vi bliver sat af lige ved markedet, der er kendt og besøges af hele oplandets befolkning. ”Ola bende øvro" – "Alt til fem euro”. De handlende råber om kap, og man hvirvles ind i stemningen, bliver tiltrukket af de farverige boder, som faldbyder alt fra knappenåle, tøjklemmer, olielamper, ure, trusser, plastik sko og hvad du ellers ikke kan undvære! Et stort frugt- og grøntmarked - et syn for guder. Indbydende grøntsager, appelsiner, salat, kastanjer, oliven, vindrueblade og de solmodne mørkerøde tomater. Fiskemarkedet med dets særprægede fisk, der ligger på is i store trækasser og glor med tomme øjne, små sardinagtige fisk, som steges med både hoved og hale og som grækerne med fryd nedsvælger med ben og det hele. Et besøg i den store og meget smukke kirke i Argos slutter vores besøg i byen. Herefter kører vi videre til byen Kefalari, hvor vi skal se den spændende grottekirke ”Marias livskilde” inden vi returnerer til Tolo. Om aftenen er der græsk dans efter middagen.
Dag 6
Melmøller, Epidauros, olivenoliefabrik/producent
Efter morgenmaden tager vi på en kort heldagstur. Første stop er ved Vasilis, der har en melmølle. Han benytter sig af gamle tyske maskiner fra 50’erne, som kører ganske upåklageligt. Folk kommer langvejs fra for at købe hans mel. Herfra kører vi den korte tur til Epidauros, hvor der bl.a. er et gammelt amfiteater med en helt unik akustik. Vi prøver det gamle trick, hvor vi lader en mønt falde til jorden i centrum af teatret - det kan høres tydeligt på 55. tyvende række. Sådan var det også dengang, da drakmer var gangbar mønt i Grækenland. Drakmer var lavet af en tung kobberlegering, og når den ramte cement-pladen, så kunne det virkelig høres på øverste række. For euroen kniber det noget mere at finde genklang i det gamle teater. I området findes også et tilhørende museum for lægekunst, der har en samling af forskellige instrumenter, som datidens læger brugte på det dengang fashionable kursted. Dagens program runder vi af med et besøg på en olivenoliefabrik. Før vi ankommer hertil, spiser vi frokost. På olivenoliefabrikken, som også ejer store arealer med oliventræer (økologisk produktion), hører vi bl.a. om deres produktion og eksport af ekstra jomfru olivenolie samt deres øvrige produkter, sæbe og cremer – alt sammen økologisk. Middag på hotellet.
Dag 7
Mykene, sejltur til Daskaleio
Mykene
Formiddagens tur går til oldtidsbyen Mykene med den imponerende løveport og de gamle ruiner af kongegrave – Agamemnons borg. Mykene er et sagnomspundet sted, hvor grænsen mellem mytologi og faktisk historie udviskes. Den græske digter Homers fortællinger om den trojanske krig danner rammen for historien. Det var i disse omgivelser, at den græske sagnkonge Agamemnon samlede folket i krigen mod Troja. Byen er fundet af arkæologer og udgravet af Heinrich Schliemann, der mente han havde fundet Agamemnons dødsmaske. Dette blev senere afvist, da graven er anlagt flere hundrede år før Agamemnons tid. Tilbage i Tolo er der en lille pause, før vi spadserer hen til byens lille havn, hvor vi går vi om bord på hotelværternes turbåd og sejler ud og ser byen fra vandsiden. Vi sejler forbi et par små øer, hvorefter vi lægger til ved øen Daskaleio og går i land til nye oplevelser. Sejlturen dertil tager en lille ½ time. Ad næsten tilgroede stier, går vi mod toppen af øen, hvor der er et lille kapel, en god historie og en fantastisk udsigt. Imens laver Georgios et bål og gør picnic klar til os. Den indtages siddende på de store sten eller klapstole. Lækre græske specialiteter, vand, vin og ouzo ad libitum. Vi sejler tilbage til Tolo midt på eftermiddagen. Aftensmad på hotellet.
Dag 8
Hjemrejse
Tidlig morgenmad. Vi checker ud fra hotellet og kører mod lufthavnen, mange oplevelser rigere. Flyafgang kl. 08:20 med ankomst til Kastrup lufthavn kl. 10:40.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

 ·         Flyrejse Kastrup – Athen, inkl. lufthavnsafgifter og flyskatter pr. 14.09.2018
·         7 overnatninger på 3* familieejet hotel ved Middelhavet
·      Helpension 
·         Alle udflugter og entreer jf. programmet:
– Marked i Argos
– Grottekirken i Kefalari
– Klosterbesøg
– Bytur til Nafplio
– Besøg på Ouzu destilleri, olivenoliefabrik og hos melmøller
– Togtur med smalsporet jernbane
– Entreer til Epidauros og Mykene
– Udflugt til appelsinplantage
– Sejltur inkl. picnic på nærliggende ø
– Aften med græsk dans
– Oplæg: “Grækenland i dag”
 Gode introduktioner til seværdigheder
– Interessante fortællinger om Grækenland før og nu
·         City-tax
·         Dansk og græsk moms
·         Bidrag til rejsegarantifonden samt udvidet ansvarsforsikring
·         Dansk og græsk moms
·         Bidrag til rejsegarantifonden samt udvidet ansvarsforsikring

Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

  • Drikkevarer i løbet af dagen
  • Drikkepenge (ca. 30 EUR pr. person)
  • Private forsikringer
  • Egne indkøb og selvvalgte entréer
Se bemærkninger her

Bemærkninger

Rejseleder & guide:
Erik Kristiansen har rejst til Tolo med grupper mange gange, og kender rejsen særdeles godt.
Under hele opholdet i Grækenland har man som deltager på denne rejse stor glæde af vores græske guide, Athina. Hun er bosat i Grækenland og er certificeret guide. Hun er dansker, græsk gift og taler flydende både dansk og græsk. Erik og Athina sørger i fællesskab for at give jer et rigtig godt ophold fyldt med oplevelser og fortællinger om Grækenland før og nu.

Øvrigt:
– Rejsen gennemføres ved mindst 18 deltagere
– Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden med registrerings nummer 1626
– Prisen er beregnet efter kendte skatter og afgifter den 14.09.2018
– Der tages forbehold for skatte-, valuta-, moms- og afgiftsændringer
– Ret til ændringer forbeholdes og der kan ske rokeringer i programmets afvikling i forhold til vind og vejr.

 

Se kort over rejsen her
Se information om rejsemålet her

Info om rejsemålet

Hotellet:
Hotel John & George er et hyggeligt ***stjernet familie-hotel beliggende i den ældre bydel i den lille fiskerby Tolo. Fra hotellet er der en fantastisk udsigt over Tolo-bugten. Hotellet ligger tæt på stranden (ca. 150 meter) og den lille maleriske fiskehavn, som stadig er aktiv. Der er en god og jævn stigning fra stranden op til hotellet. Hotellet er i 4 etager og der er elevator ved receptionen.  Der er 58 værelser som alle er med tv, hårtørrer og aircondition. Alle værelser har balkon, og fra nogle værelser er der havudsigt. Restaurant og terrasse vender mod bugten. Aftensmaden serveres som buffet.   Der er gratis Wifi på hotellet.

Fysik: Gåture i ujævnt og kuperet terræn. Flere af turene fordrer man kan gå 1½ – 2 km. Flere steder er der trapper og ujævnt.