Forår ved Middelhavet, Grækenland Unikke oplevelser og stille sol.

Velkommen til den græske halvø Peloponnes før turistsæsonen for alvor starter. Vi nyder det nære miljø omkring den lille fiskerby Tolo ved Middelhavet, der efter et meget stille vinterhalvår er ved at “vågne op”. Omkring os står solvendte olivenlunde i grønne nuancer, og på de frodige bjergskråninger stråler et orangegult farvespil med plukkemodne appelsiner, citroner og mandariner.
Programmet bringer os til uforstyrrede småbyer, billedskønne bjerglandsbyer med pastelfarvede huse og egne med olivenlunde og appelsinmarker så langt øjet rækker. Vi skal på oplevelse i Tolo, på togtur på en af Europas ældste banestrækninger samt opleve den imponerende borg Palamidi i landets tidligere hovedstad.
Programmet indeholder såvel historiske seværdigheder som nærlokale besøg. Antikke ruiner, virksomhedsbesøg hos melmøller, på olivenoliefabrik og et ouzo destilleri samt sejltur på Korinthkanalen foruden en sejltur med picnic er blandet vores aktiviteter.

Man bor på det samme hotel på hele rejsen, så der er tid og rum til at falde til på det dejlige familiedrevne hotel. På solterrassen er det oplagt at drikke en kop kaffe eller en kølig øl, nyde soles stråler og ikke mindst udsigten over Tolo-bugten. Et af familiemedlemmerne bidrager selv i programmet med et oplæg om grækernes situation i dag og giver os sit syn på hvordan “den almindelige græker” har taklet den økonomiske krise, der i høj grad har påvirket deres hverdag.

Tidspunkt04. apr - 11. apr 2019
Pris 10.425 kr
Enkeltvær.+ 1.325 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejse med stop ved Korinthkanalen
Afrejse fra Kastrup kl. 16:35 med ankomst til Athen kl. 20:40. Vi kører ad omfartsvejen uden om den store by med ca. 5 mio. indbyggere, forbi det olympiske stadium og videre sydvest på mod Peloponnes. Ved Korinthkanalen gør vi stop, for at se og høre om det fantastiske bygningsværk, hvor kejser Nero i år 67 e.Kr. tog det første spadestik. Vi kører videre med kurs mod Argos/Nafplio og kan nyde et sandt orgie af citrustræer, der står som flotte pyntede juletræer med orange og gule kugler. Vel ankommet til hotellet i får vi lidt at spise, mens personalet sørger for at bringe bagagen til værelserne.
Dag 2
Togtur til Kalavrita med mindepark
Smalbanetoget til Kalavrita
I dag skal vi til bjergbyen Kalavrita. Vi kører i bus til Diakopto, hvorfra den videre transport foregår med en smal-sporet jernbane gennem det mest fantastiske landskab. Banen er anlagt i slutningen af 1800-tallet og blev betjent af damptog indtil 1959. Nu er det dieseltog, der ofte må sætte tandhjulene til for at komme op ad bjerget. Her er 14 tunneller, og vi kører igennem dybe kløfter, smalle slugter og over den brusende flod Vouraikos 100 meter under os. Byen Kalavrita er en lille, men betydningsfuld by i græsk historie. Den 13. december 1943 stormede tyskerne byen og henrettede alle mænd og drenge over 15 år. I alt 1.436 mistede livet. Nu er Kalavrita en fredelig by, der har specialiseret sig i træarbejde, bjerghonning, pastaproduktion, marmelade og krydderier. Efter frokost er der tid på egen hånd, inden vi fortsætter turen til mindeparken for de faldne. Tilbage til Tolo, hvor der er middag på hotellet.
Dag 3
Nafplio; Palamidi borgen, ouzodestilleri, frokost og tid på egen hånd
Nafplio, udsit fra Palamidiborgen
Vi kører til Nafplio for at opleve den smukke by. Det første stop er ved Palmidi borgen. Den venetianske fæstning Palamidi byder på velbevarede fæstningsværker og en storslået udsigt ud over den uberørte skønhed, der præger kysten omkring Nafplio. Derefter fortsætter vi til ouzo-destilleriet ”Karoni" - et gammelt familiefirma gennem 5 generationer. Vi hører om fremstillingen af ouzo, og slutter af med smagsprøver på både ouzo, likør og ziperro (raki). Frokost på en restaurant i Nafplios centrum. Bagefter går vi en tur i de gamle gader, og der bliver også tid til at nyde byens stemning på egen hånd, inden vi returnerer til Tolo. Middag på hotellet.
Dag 4
Klosterbesøg, sejltur med picnic, græsk dans
Efter morgenmad kører vi til et nærliggende kloster, hvor vi får en rundvisning og ”klosterkaffe”, hvorefter vi returnerer til Tolo. Efter en kort pause sejler vi med familiens egen turbåd ud til den lille ø, Daskaleio. Vi går en tur op på øens top, hvor der er et lille byzantinsk kapel. Imens gøres der klar til vores picnic på strandkanten, som vi indtager siddende på klapstole eller store sten. Efter et par timer sejler vi tilbage. Middag på hotellet efterfulgt at græsk dans.
Dag 5
Gl. Korinth m/arkæologiske udgravninger, sejltur gennem Korinth-kanalen
Dagens udflugt går til Gl. Korinth, hvor vi ser de arkæologiske udgravninger og det nye museum. Efter dette besøg kører vi til havnen i Loutraki, hvor vi går ombord på en turbåd, for at sejle gennem Korinth kanalen til Isthmia. Det er en meget unik oplevelse, hvor vi får den fantastiske bygningskonstruktion at se fra vandsiden. Kanalen er lidt over 6 km lang. Efter sejlturen spiser vi frokost i Isthmia, inden vi returnerer til Tolo. Middag på hotellet.
Dag 6
Melmøller, Epidauros, olivenoliefabrik/producent
Amfiteateret i Epidauros
Efter morgenmaden tager vi afsted på en kort heldagstur. Første stop er ved Vasilis, der har en melmølle. Han benytter sig af gamle tyske maskiner fra 50’erne, som kører ganske upåklageligt. Folk kommer langvejs fra for at købe hans mel. Herfra kører vi den korte tur til Epidauros, hvor der bl.a. er et gammelt amfiteater med en helt unik akustik. Vi prøver det gamle trick, hvor vi lader en mønt falde til jorden i centrum af teatret - det kan høres tydeligt på 55. tyvende række. Sådan var det også dengang, da drakmer var gangbar mønt i Grækenland. Drakmer var lavet af en tung kobberlegering, og når den ramte cement-pladen, så kunne det virkelig høres på øverste række. For euroen kniber det noget mere at finde genklang i det gamle teater. I området findes også et tilhørende museum for lægekunst, der har en samling af forskellige instrumenter, som datidens læger brugte på det dengang fashionable kursted. Dagens program runder vi af med et besøg på en olivenoliefabrik. Før vi ankommer hertil spiser vi frokost. På olivenoliefabrikken, som også ejer store arealer med oliventræer (økologisk produktion), hører vi bl.a. om deres produktion og eksport af ekstra jomfru olivenolie samt deres øvrige produkter, sæbe og cremer – alt sammen økologisk. Middag på hotellet.
Dag 7
Mykene, appelsinplantage, oplæg om Grækenland i dag
Mykene
Formiddagens tur går til oldtidsbyen Mykene med den imponerende løveport og de gamle ruiner af kongegrave – Agamemnons borg. Mykene er et sagnomspundet sted, hvor grænsen mellem mytologi og faktisk historie udviskes. Den græske digter Homers fortællinger om den trojanske krig danner rammen for historien. Det var i disse omgivelser, at den græske sagnkonge Agamemnon samlede folket i krigen mod Troja. Byen er fundet af arkæologer og udgravet af Heinrich Schliemann, der mente han havde fundet Agamemnons dødsmaske. Dette blev senere afvist, da graven er anlagt flere hundrede år før Agamemnons tid. Vi fortsætter til hotelfamiliens appelsinplantage, hvor man får fornemmelsen af livet som græsk citrusbonde. Vi hører om hvordan der dyrkes og vandes og om deres muligheder for eksport. For dem der har lyst, vil der før middagen blive lejlighed til at høre den ene af hotelværterne, Yiannis Georgidakis fortælle om Grækenlands situation i dag. Blandt andet hvad angår økonomien og flygtningesituationen som den ser ud i dag - set med en grækers øjne. Middag på hotellet.
Dag 8
Hjemrejse
Solopgang
Efter morgenmaden checker vi ud fra hotellet og kører mod lufthavnen, mange oplevelser rigere. Flyafgang kl. 13:20 med ankomst til Kastrup lufthavn kl. 15:45.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

·         Direkte fly fra Kastrup – Athen t/r, inkl. lufthavnsafgifter og flyskatter pr. 25.08.18
·         7 overnatninger på 3 stjernet familieejet hotel ved Middelhavet
·         Helpension
·         Dansk lokalguide på hele rejsen i Grækenland
·         Alle udflugter og entreer jf. programmet;
 – Borgen Palamidi
 – Bytur til Nafplio
 – Besøg på Ouzu destilleri, olivenoliefabrik og hos melmøller
– Klosterbesøg med klosterkaffe
– Togtur med smalsporet jernbane 
– Epidauros med bl.a. amfiteater og museum
– Mykene, kongegrave – Agamemnons borg
– Gl. Korinth med arkæologiske udgravninger
– Udflugt til appelsinplantage
– Sejltur på Korinthkanalen
– Sejltur inkl. picnic på nærliggende ø
– Aften med græsk dans
– Oplæg: “Grækenland i dag”
·         Gode introduktioner til seværdigheder samt interessante fortællinger om Grækenland før og nu
·         Dansk og græsk moms
·         Bidrag til rejsegarantifonden samt udvidet ansvarsforsikring

Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Drikkevarer, city-tax, forsikringer, drikkepenge samt egne indkøb og selvvalgte entréer

Se bemærkninger her

Bemærkninger

Dette er en læserrejse, som er arrangeret i samarbejde med Kristeligt Dagblad
Alle er velkomne til at deltage!

Rejseleder:
Der er ingen rejseleder med fra Danmark, men der er en repræsentant fra Mols Rejser til stede ved afrejsen. Rejselederen/guiden står og tager imod gruppen ved ankomst. Hun er bosat i Grækenland og er certificeret guide. Hun er dansker, græsk gift og taler flydende både dansk og græsk.

Fysik:
Gåture i kuperet terræn. Flere af turene fordrer man kan gå 1½ – 2 km. Flere steder er der trapper og ujævnt.

Øvrigt:
– Rejsen gennemføres ved mindst 20 deltagere.
– Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden med registrerings nummer 1626
– Prisen er beregnet efter kendte skatter og afgifter pr. 25.08.18.
– Der tages forbehold for skatte-, valuta-, moms- og afgiftsændringer.
– Ret til mindre ændringer forbeholdes og der kan ske rokeringer i programmets afvikling.

 

Se kort over rejsen her
Se information om rejsemålet her

Info om rejsemålet

Hotel John & George er et hyggeligt ***stjernet familie-hotel beliggende i den ældre bydel i den lille fiskerby Tolo. Fra hotellet er der en fantastisk udsigt over Tolo-bugten. Hotellet ligger tæt på stranden (ca. 150 meter) og den lille maleriske fiskehavn, som stadig er aktiv. Der er en god og jævn stigning fra stranden op til hotellet.
Hotellet er i 4 etager og der er elevator ved receptionen.  Der er 58 værelser, som alle er med tv, hårtørrer, aircondition og balkon. Alle værelser har balkon, og fra nogle værelser er der havudsigt.
Restaurant og terrasse vender mod bugten. Aftensmaden serveres som buffet.
Der er gratis Wifi på hotellet.