Færøerne med storslået natur. Få pladser Højt til himlen, ren og frisk luft og enestående udsigter. Afrejse Billund. Få ledige pladser

Program
Oplev en natur der er så smuk, at den ikke lader sig beskrive – den skal opleves. Kombinationen af de grønne fjelde, det blå hav, stilheden og den rene luft er fantastisk – man bliver som født på ny.
På rejsen bevæger vi os rundt i verdens mindste hovedstad, hvor vi det ene øjeblik færdes blandt smukke gamle sorttjærede huse og flotte rødmalede bygninger på Tinganes, for senere at beundre Nordens Hus – en smuk bygning med en unik arkitektur.
På udflugterne skal vi ud over at nyde den betagende natur bl.a. besøge historiske steder. Et par kirkebesøg bliver det også til; den smukke kirke i Göta (fra 1995) der er udsmykket af kunstneren Tróndur Patursson og Christianskirken i Klaksvik.
Vi får besøg af en herboende dansker, som vil fortælle om livet på Færøerne og som beredvillig svarer på spørgsmål. Ydermere kommer en fisker og fortæller om færingernes hovederhverv, og efterfølgende tager os med ned på havnen.

Få ledige pladser

Tidspunkt03. sep - 08. sep 2017
Pris 9.525 kr
Enkeltvær.+ 1.050 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejse
Mødetid i Billund midt på eftermiddagen. Flyafgang kl. 17:25. I flyet serveres der vand, kaffe/te, sodavand og juice. Der er mulighed for at købe et let måltid ombord, samt øl, vin og spiritus. Vi ankommer til Færøerne kl. 18:25 (lokal tid). Vi kører direkte til hotellet og bliver indkvarteret. Efter indkvartering er der middag.
Dag 2
Torshavn - besøg af fisker - Nationalmuseet
Skulptur ved Kunstmuseet
Om formiddagen tager vi på en byrundtur til fods i Torshavn: Skansen, Tinganes, havnen, Domkirken og en lille tur gennem ”byskoven” (fra 1903 og den ældste skov på Færøerne). Herefter er der frokost på egen hånd. Vi mødes igen på hotellet, hvor vi får besøg af en lokal fisker, der fortæller om fiskeriet og erhvervets vilkår. Fiskeri er stadig Færøernes vigtigste erhverv. Den færøske fiskeflåde bringer mellem 20 og 25 forskellige fiskearter ind fra Atlanterhavet, Ishavet og Nordhavet til Klaksvigs fiskefabrikker. Bagefter går vi ned til havnen, hvor vi atter mødes med fiskeren som fortæller om havnemiljøet. Senere tager vi med lokalbussen til Nationalmuseet, for at få en rundvisning. Museet rummer bl.a. fine fund fra vikingetiden og kirkeinventar samt et bådmuseum med flere gamle både og gammelt fiskeudstyr.
Dag 3
Tjørnuvik– Saksun – Gjógv
Dagens bustur går langs fjordene til Tjørnuvik, den nordligste bygd på Strømoy. Bygden er kendt for de fine sorte og hvidmalede træhuse. Udsigt til de fritstående klipper ”Kæmpen & Kællingen”. Senere kører vi op igennem Saksundalen til den lille bygd Saksun med få indbyggere. I bygden ligger kirken og den gamle kongsgård ”Dúvagardar” med en udstilling, der viser, hvordan befolkningen levede for over hundrede år siden. Ved ebbe er det muligt at vandre langs fjorden og nyde den fantastiske udsigt. Fra Saksun kører vi til Gjógv. På vejen passerer vi Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur på 882 meter. I Gjógv ser vi bl.a. den lille, dybtliggende naturhavn, der er bygdens største attraktion. På vejen tilbage køres igennem Funningsfjørdur, der byder på den flotteste natur på Færøerne. Picnicfrokost undervejs. Bussen kører retur til Torshavn midt på eftermiddagen.
Dag 4
Vestmanna (tilkøb) – Nordens Hus – Kirkjubøur
Formiddagen er til fri disposition. For dem der har tilkøbt sejlturen ved Vestmanna, er der afgang fra hotellet omkring kl. 09:00. Vi kører til Vestmanna, hvor vi skal ud på en 2 timers sejltur langs de fantastiske Vestmannabjerge. På sejlturen har vi enestående muligheder for at se suler og andre havfugle – en uforglemmelig naturoplevelse (husk varmt tøj). Bådførerne har generationers erfaring i at sejle ind i kløfter og grotter og gennem de smalle sunde mellem klipperne, mens der fortælles om historie og natur og især om de havfugle, der svæver omkring båden eller sidder på klippeafsatserne. Efter sejlturen kører vi til Nordens Hus i Torshavn, hvor alle mødes. Nordens Hus er en arkitektonisk perle fra 1983, hvor der afholdes flere lokale og internationale arrangementer. Her er der er mulighed for at købe sin frokost. Fra Nordens Hus kører vi over fjeldet til Kirkjubøur med imponerende udsigter til øerne Koltur og Hestur undervejs. Vi kommer til Færøernes vigtigste, historiske lokalitet Kirkjubøur. Her lå i middelalderen Færøernes bispesæde og øsamfundets åndelige og kulturelle centrum. I Kirkjubøur besøges Magnus-katedralen – et af Færøernes fornemmeste fortidsminder - sognekirken Olav-kirken, ruinerne Úti á Likhúsi og Kongsgården med røgstuerne. Ejeren af kongsgården er 17. generation på gården. Bonden vil fortælle om livet som Kongsbonde. I Kirkjubøur bor også den kendte færøske kunstner Tróndur Patursson. Hen på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet i Torshavn.
Dag 5
Nordøerne, besøg af herboende dansker
Heldagstur til Nordøerne. Vejen følger fjeldene og med flot udsigt til havet passerer vi farverige bygder. Turen bringer os også gennem Færøernes længste undersøiske tunnel, som forbinder Østerø med Nordøerne. Her kan man opleve lysudsmykning af kunstneren Tróndur Patursson. Vi kommer til Klaksvik, der med sine 4.500 indbyggere er den næststørste by på Færøerne. Besøg i Christianskirken, der i 1963 blev bygget som mindekirke for kong Christian 10. Kirken er især kendt for sin altertavle ”Den Store Nadver”, malet i 1901 til Viborg Domkirke af Joachim Skovgaard og for kirkeskibet, der er en traditionel færøsk båd på 24 fod. Døbefonten er en dansk offerskål fra stenalderen. Fra Klaksvik kører vi over dæmningen til Kunoy. På øen er der kun 2 bygder – en på østkysten og en på vestkysten. De 2 bygder forbindes af en tunnel på 3 km. Picnicfrokost spises undervejs. Hjemvejen går over Østerø, hvor kirken i Götu besøges. Korudsmykningen i glasmosaik er skabt af Tróndur Patursson. Kirken er fra 1995 og har 270 siddepladser. Efter middagen får vi besøg af en herboende dansker, som vil fortælle om livet på Færøerne i dag.
Dag 6
Friformiddag - Vidvágur - Gåsedalen
Om formiddagen er der et par timer på egen hånd i Torshavn, inden vi forlader hotellet sidst på formiddagen. På vej til lufthavnen ser vi kirken i Sandavágur, hvor der er en runesten. Vi gør stop i bygden Midvágur, hvor der stadig er flere gamle og velbevarede huse. Huset Kálvalíd er blandt disse. Huset er det ældste på øen Vágar, og måske også det ældste hus på Færøerne. Ophold i Sørvágur med tid til at spise frokost (på egen hånd). Rejsen på Færøerne runder vi af med en køretur til Gåsedalur i en utrolig smuk natur. Herefter kører vi til lufthavnen, hvorfra der er flyafgang kl. 16:45. Ankomst til Billund kl. 19:35 – mange oplevelser rigere.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

– Fly Billund – Færøerne tur/retur
– Flyskat og lufthavnsafgift pr. 01.10.2016
– Indkvartering i dobbeltværelse på 3* hotel i
 Torshavn centrum
– 5 x morgenmad
– 2 x madpakker
– 5 x 2 retters aftensmad
– Entré og rundvisning på Kirkjubø Bispegård og
  Nationalmuseet
– Fortælling ved fiskeskipper samt dansker bosiddende i Torshavn
– Bus og udflugter jf. programmet
– Tunnelafgifter på Færøerne
– Dansk rejseleder fra Billund tur/retur
– Dansk moms og bidrag til Rejsegarantifonden og EU forsikring

Der tages forbehold for ændringer i afgifter og skatter.

Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

  • Drikkevarer
  • Øvrige måltider
  • Private forsikringer
  • Selvvalgte entréer
  • Fuglefjeldssejltur ved Vestmanna. Prisen er kr. 375,- inkl. bustransfer. Bestilles ved tilmelding
Se bemærkninger her

Bemærkninger

– Sygesikringskort dækker på Færøerne. Vi anbefaler dog en privat Rejseforsikring.
– Krav til fysik: gåture i let kuperet terræn
– Max deltagerantal: 22
– Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden. Medlem nr. 1626
– Påklædning: lag-på-lag. Varmt, vind- og vandtæt
– Fodtøj: gode tætsiddende snøresko

Se information om rejsemålet her

Info om rejsemålet

Vi bor på et venligt 3 stjernet familiehotel i bycentrum nær havnen. Alle værelser har eget bad og toilet, TV, telefon, hårtørrer og internet. Egne medbragte drikkevarer må nydes på hotellet (øl og vin er dyrt på Færøerne). Aftensmaden, en 2-retters menu, svarer til ”dagens middag” på en dansk kro.

Alle bybusser i Torshavn er gratis at benytte.

Programmets gennemførelse og nogle udflugter er afhængige af vejret.