Canada, Det vilde vesten 14 dages Canada rejse med dansk rejseleder på hele turen

Vores rejse til Canada er mødet med den vilde, rå og overvældende natur. En natur der er næsten så uberørt, som da pelsjægerne og guldgraverne tog ud for at finde lykken. Vi besøger de enestående nationalparker med et righoldigt dyre- og planteliv, og vi har på alle rejserne til Vest-Canada set vilde bjørne, elk, moose, bjerggeder og kongeørne. Rundrejsen med dansk rejseleder indeholder de største highlights i  Rocky Mountains med besøg i nationalparkerne Banff, Jasper og Glacier, Yoho og Revelstoke krydret med bytur i Vancouver samt enestående kulturbesøg, der er på UNESCO’s verdensarvsliste.
Vor rejse bringer os til de fantastiske landbrugsarealer nord-øst for Calgary, hvor velplejede hvede- og rapsmarker strækker sig så langt øjet rækker, og traktorer og markredskaber er størrelse XXL. Vi besøger landbrug og får en snak med landmændene, hvis efternavne er Jensen og Mortensen, fordi de er efterkommere efter danske udvandrere.
Vi er gæster hos den religiøse sekt Hutterite på deres kollektivfarm. Vi ser deres veldrevne landbrug, og vi spiser hjemmelavet frokost i deres spisesal.
Vi kører gennem guldgraverlandet og flere indianerreservater med  den oprindelige befolkning indianerne, som canadierne kalder First Nations.
Alt i alt en storslået rejse med et velsammensat og indholdsrigt program, med de største naturoplevelser og autentiske kulturbesøg – besøg der bidrager til at gøre rejseoplevelsen til en totaloplevelse og giver os bred indsigt i dette kæmpestore land og dets befolkninger.
I Dalum besøges den danske kirke, der blev bygget af danske udvandrere.
Rejselederen er med på hele rejsen t/rt fra Danmark, og han giver gode informationer om alle programpunkter og landskaberne på hele rundrejsen.

Denne rejse er unik og findes ikke lig andre steder pga. vores personlige kontakter vi har i Canada. Det er en smuk og indholdsrig rejse til en god pris (½ pension og alle entreer inkl.)

ALLE REJSER I 2018 VAR UDSOLGT – sørg for at bestille i god tid!

 

Tidspunkt03. jun - 16. jun 2019
Pris 29.500 kr
Enkeltvær.+ 6.800 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejse til Canada
Afrejse med bus fra Midtjylland til Hamborg lufthavn. Påstigning i Herning, Vejle, Fredericia, Kolding, Røde Kro. Afrejse med Iceland Air, flyskifte i Keflavik og ankomst Edmonton i provinsen Alberta. Efter indrejseprocedurerne i lufthavnen kører vi mod syd-øst, hvor der findes et fantastisk landbrugsområde. Her er hvedemarker og rapsmarker, så langt øjet rækker, og i størrelser så enhver dansker må forundres. Her hvor prærien før strakte sig så langt øjet rakte, og bisonokser græssede i tusindtal, finder vi nu det ultimative landbrugsland, hvor traktorer og øvrige markredskaber er af enorme størrelser. Vi kører ca. tre timer til byen Drumheller i Red Deer River valley. Indkvartering på hotel Canalta Jurassic. Toiletstop og mulighed for aftensmaden på vej mod Drumheller.
Dag 2
Prærien og landbrug
Dagens kørsel 130 km. Morgenmad. Byen Drumheller blev verdensberømt, da man i årene 1979 – 1991 fandt verdens største samling af fortidens kæmpeøgler dinosaurus, der levede på jorden for 75 – 125 mio. år siden. I alt 300 forskellige dinosaurus samt 23.347 fossiler er fundet i Red Dear River dalen. Stedet er på UNESCO Verdensarvsliste. Vi besøger besøgscenteret Royal Tyrrell Museum med de mange skeletter fra dinosaurerne og øvrige fund. Herefter besøger vi en hutterite farm. Hutterietes er en protestantisk religiøs sekt, der udvandrede fra Europa i 1800 tallet. De lever som landmænd i kolonier, i gns. 15-20 familier pr. koloni. Familierne lever og arbejder sammen på moderne landbrug med anvendelse af tidens mekanik og teknik. Der bor i dag ca. 42.000 hutterites i provinsen Alberta. Vi får rundvisning og fortælling på landbruget, ser deres kirke, skolestue og fælles spisesal. Vi spiser frokost på hutterite gården, og maden er hjemmedyrket og hjemmefremstillet (som vor mor lavede den) Vi møder den lokale landmand Gunner Mortensen, der sammen med sin hustru udvandrede fra Midtjylland til Alberta og efter flere års hårdt arbejde blev i stand til at købe egen gård. Gunnar er sammen med os hele dagen, og han fortæller om livet som dansker i Canada og om forskellige samfundsforhold i Alberta. Turen går nu til et stort canadisk landbrug. Gårdens ejer hedder Jensen og er tredje-generations dansk udvandrer. Jensen driver en stor farm med planteavl, og vi kommer rundt og ser den imponerende maskinpark. Derefter besøger vi den danske kirke i Dalum. Kirken er bygget af danske udvandrere, og menigheden er næsten alle efterkommere efter danske udvandrere. Det er meget tankevækkende at spadsere på kirkegården og læse de mange gravsten med danske navne. Aftensmad på en lokal restaurant, før vi kører retur til Drumheller til hotellet.
Dag 3
Staten Alberta - Fort Macleod - køretøjer
Dagen starter med en flot køretur over den tidligere prærie. Vi kører sydpå gennem landbrugsområder og kommer til byen Fort Macleod. Her ligger endnu det gamle grænsefort fra 1875. Fortet var hjemsted for North-West Mounted Police, og stedet er bevaret meget autentisk. North-West Mounted Police blev oprettet i 1873 med det formål at beskytte det engelske kongeriges vestligste territorier. Politiet kendtes på de røde uniformer og de bredskyggede stetsonhatte. I udstillingen fortælles om North-West Mounted Politi og deres uvurderlige betydning for de vestligste landområder. I Fort Macleod var der under sidste verdenskrig et stort militært træningscenter, hvor også frivillige soldater fra Danmark deltog. Amerikanske køretøjer har altid fascineret os, og i Cardstone nær grænsen til staten Montana i USA besøger vi Nordamerikas største samling af hestevogne, prærievogne, kareter og diligencer; i alt 240 køretøjer. I Cardstone ligger det største mormontempel (tabernaklet) uden for USA. Vi ser kirken på tæt hold, og får fortælling om mormonernes arbejde og tro. Sidst på dagen kører vi til Lethbridge til vort hotel med pool og fitness www.sandmanhotels.ca/hotels/lethbridge Aftensmad i Lethbridge.
Dag 4
Buffalo fangstfælde & Banff National Park
I de vestlige territorier levede sortfods- og sioux indianerne, og de vilde bisoner var livsgrundlaget for indianerne. ”Head-Smashed-in Buffalo Jump” er en bevaret autentisk bison fangstfælde. Arkæologiske fund har bekræftet, at fælden har været i brug i mere end 5.000 år. I besøgscentret vises film om indianernes liv og deres bøffelfangst, og i den 3 etager store udstilling vises div. fundeffekter, modeller, plancher og udstoppede bisoner. Stedet er UNESCO verdensarv. Rundvisning i besøgscentret. Så går rejsen mod de store nationalparker i Rocky Mountains: Banff, Jasper, Glacier og Yoho, som vi oplever de næste dage. Alle parker er på UNESCO verdensarvsliste pga. deres enestående natur, dyre- og planteliv. Banff National Park i staten Alberta er en af Canadas største turistattraktioner og den mest besøgte nationalpark. Overalt falder øjet på bjergtagende naturscenerier. Her er gode chancer for at se bjørne. Den store Grizzly bjørn er symbolet på den canadiske vildmark. Vi kommer til den hyggelige by Banff, der ligger utroligt smukt, helt omkranset af høje, sneklædte, majestætiske bjerge. I Banff køres op ad bjergsiden til det berømte The Fairmont Banff Springs Hotel og til Bow vandfaldene, til Surprice Corner samt til de ejendommelige eroderede klipper The Hoodoes. Overnatning på hotel i Banff. Middag på én af byens mange restauranter. www.rondelstone.com
Dag 5
Lake Louise & Johnson Canyon
Vi kører op i 1883 meters højde til den dybblå Moraine Lake. Søen ligger ved The Ten Peaks dalen inde i bjergene i et fantastisk område med isgletsjere, ismarker, vandfald og bjergtinder. Der er mange bjørne i området. Mulighed for at gå op til et udsigtstårn eller en tur langs søens bred, før vi kører videre til den smaragdgrønne sø Lake Louise med det historiske hotel Chateau Lake Louise. Her er fine vandrestier og en uforglemmelig udsigt til Victoria gletsjeren. Vi spiser picnic frokost et skønt sted i naturen. Retur mod Banff gør vi stop ved Johnson Canyon, hvor der bliver mulighed for en spadseretur ad befæstede stier til nedre og øvre vandfald (1,7 km), eller man kan købe en forfriskning på cafeen og nyde den friske bjergluft. Retur til byen Banff midt på eftermiddagen. Sidst på dagen bliver der mulighed for at tage en tur med gondolen (tilkøb 60 $) til Sulphur Mountain og herfra nyde en bjergtagende udsigt over The Canadian Rockies eller eftermiddagen kan nydes til shopping og afslapning i Banff. I aften finder vi selv aftensmad på en af byens mange restauranter.
Dag 6
Icefields Parkway
I dag venter en enestående smuk naturoplevelse. Vi kører ad den berømte bjergkamsrute Icefields Parkway, der regnes for en af verdens smukkeste køreture. En uendelig række af enestående naturscenerier afløser hinanden: stejle bjerge, spejlblanke søer og op mod seks hundrede gletsjertunger. Stop i 1900 meters højde ved Lake Peyto, der er berømt for sin sjældne mørke smaragdgrønne farve, og søen ligger omkranset af bjergtinder og gletsjere. Vi kommer til det store Columbia Icefield. Mulighed for spadseretur i dette imponerende landskab med de mange gletsjertunger, eller man kan tilkøbe en tur med specialkøretøj op på gletsjeren og komme til at stå på sne, der faldt for 400 år siden (ca. 70 $ bestilles ved tilmelding). Turen fortsætter ind i Jasper Nationalpark, der er et rent overflødighedshorn af canadisk vildmark med dyre- og planteliv. Besøg ved Athabasca vandfaldet og videre til bjergbyen Jasper til. Fælles aftensmad på restaurant i Jasper.
Dag 7
Jasper, Maligne Lake, Pyramid Lake
Den lille bjerglandsby Jasper med kun 5.000 indbyggere er et godt udgangspunkt for naturoplevelser i The Rockies. I dette naturparadis kører vi til Maligne Canyon, den længste og smalleste kløft i hele bjergkæden. Ved godt vejr er der mulighed for ½ times vandretur langs kløften. For enden af Maligne Lake Road kommer vi til en af de smukkeste søer i hele Canada, Maligne Lake. Vandet kommer fra de smeltende gletsjere, og søen er klar og smaragdgrøn. Søen er nok den mest fotograferede sø i Canada, og mange guide-bøger prydes af billeder fra Maligne Lake. Mulighed for en spadseretur langs søbredden. Senere besøger vi Medicin Lake og Pyramid Lake, de gletsjerdannede grønne søer. Resten af dagen er til egne oplevelser i den lille bjergby Jasper, hvor de mange naturelskende turister og bjergvandrere sætter deres præg på byen. Middag på egen hånd i Jasper.
Dag 8
Rogers Pass og Glacier National Park
Efter morgenmad kører vi igen ad den eventyrligt smukke Icefield Parkway til Village Lake Louise, hvor vi køber ind til picnicfrokost. Frokosten spiser vi ved The Natural Bridges, et smukt brusende vandfald gennem en naturtunnel i klippen. Hele eftermiddagen følger vi Den Transcanadiske Jernbane. Stop ved Spiral Tunnels, og måske er vi heldige at se en kæmpe togstamme passere gennem bjerget i dette vanvittige bygningsprojekt, hvor man gennem to indvendige spiraltunneler i bjergene gør det muligt for togene at passere gennem bjergene. Videre kørsel gennem den skønne Yoho National Park til Glacier National Park. I 1330 meters højde stop ved Rogers Pass, hvor der i besøgscentret er en fin udstilling om de vilde dyr i bjergene samt om jernbanen. Glacier Park er det ægte Rocky Mountains med høje sneklædte bjergtinder, dybe søer, store skove, vilde floder og gletsjere kombineret med en alsidig flora og et rigt dyreliv. Her findes flere indianerreservater, der er beboet af forskellige indianerstammer. I nationalparken Revelstoke National Park ses 500 år gamle cedertræer. Der bliver mulighed for flere kortere spadsereture i skovene med smukke cedertræer og farverige klippeformationer. Vi kører ind i provinsen British Columbia og stiller urene en time tilbage. Middag og overnatning på The Hillcrest Hotel i Revelstoke. www.coasthotels.com/coast-hillcrest-hotel
Dag 9
Jernbanen og de store skove
Jernbanen gennem bjergene i det vestlige Canada blev livlinen til europæernes bosættelser. Besøg på Revelstoke Jernbanemuseum med historien om det vanskelige jernbanebyggeri gennem Canada. I udstillingen ser vi bl.a. gamle lokomotiver, og ofte vil pensionerede jernbanearbejdere fortælle om deres arbejdsliv ved jernbanen. Revelstoke kraftværksdæmning (175 m. høj) ligger få kilometer fra byen. Her udnyttes vandet fra Columbia River til strømproduktion i det store kraftværk. Turbinerne har en produktionskapacitet på 2480 MW og er ca. dobbelt så stor som den kendte Hoover Dam ved Las Vegas. Besøg på vandkraftværket med rundvisning. “The Last Spike” er stedet, hvor jernbaneanlægget fra øst og vest nåede sammen d. 7. nov. 1885, og dermed var den canadiske jernbane fra øst til vest en realitet. Vi spiser vor picnicfrokost ved jernbane-mindesmærket, før rejsen fortsætter mod Okanagan dalen. Okanagandalen har et særligt mildt klima. Her dyrkes en del bær og frugt samt vinproduktion. I dalen ligger en del kvæggårde med mælkeproduktion. Overnatning på Best Western Plus Merritt Hotel. Fælles aftensmad på lokal restaurant i Merritt.
Dag 10
Indianerkulturer, Hells Gate og guldgraver- ruten
Vi kører i dag gennem den øde canadiske vildmark, passerer småbyerne Savona og Cashe Creek, hvorefter vi følger den brusende Thompson flod mod Lytton. I området lever mange indianere, bl.a. indianerstammen Stolo, og deres huse og mindre landbrug ses flere steder. I byen Lytton løber floderne Thomson og Fraser sammen. Vejen gennem Hells Canyon kaldes også Guldgraverruten ”Gold Rush Trail”. I 1858 fandt man guld i dalen, og 100.000 mennesker fra hele verden strømmede til, især mange kinesere. Hele dagen kører vi i et dramatisk bjerglandskab. Dagens højdepunkt bliver ved Hells Gate, hvor den brusende flod, Fraser, kun har en bredde på ca. 30 meter. Enorme mængder vand presses igennem forsnævringen og stedet har gennem årtusinder været et godt fiskested for indianerne. Med gondol kommer vi ned i kløften og oplever på tætteste hold det vilde vand. Der er også en udstilling om fiskene i floden samt de arbejdere, der fik jernbanen ført gennem den smalle kløft. Frokost ved floden inkl. Vi kører videre mod Hope, hvor vi spadserer til vandfaldet Flood Falls. Herefter kører vi mod Vancouver og ankommer vort dejlige hotel Rosedale on Robson, der ligger helt i byens centrum. Fælles middag på restaurant ved hotellet. www.rosedaleonrobson.com
Dag 11
Vancouver
Efter morgenmad tager vi med egen bus ud i den smukke by Vancouver. Byen Vancouver kaldes også ”Stillehavets Perle”, og den er en af verdens smukkest beliggende byer. Igen og igen bliver denne by ved spørgeundersøgelser valgt som det bedste sted at bo i verden. Vi får en gedigen byrundtur med bussen i Vancouver. Vi kører gennem China Town og bycentrum, passerer English Bay, havneområdet med Waterfront Centre og Canada Place, samt den verdensberømte Stanley Park med haver, skove og indianske totempæle. Fælles frokost på dagsturen. Efter frokosten kører vi til Queen Elizabeth Park med smukke blomster, sjældne træer og springvandet Dancing Waters. Ankommet hotellet tilbyder rejselederen en lille guidet tur til Det Olympiske Stadion B.C. Place. Her hører vi historien om den unge kræftramte mand Terry Fox. Aftensmaden på egen hånd. Mange restauranter i byen.
Dag 12
Vancouver
Hele dagen er til egne oplevelser, og rejselederen er behjælpelige med ideer. Der er mulighed for at vælge en af flere smukke sejlture. Man kan tage en times havnerundfart ($ 40) eller en 4-7 timers hvalsafari ($ 150) ud i bugten ved Vancouver Island og Stillehavet. Gode chancer for at se hvaler. Der er også mulighed for at leje cykler. Vancouver har de fineste og sikreste cykelstier. Det Antropologiske Museum kan også anbefales, ligesom byens Akvarium med bl.a. dybhavsfisk og mange gopler er interessant. Alternativt bliver der tid på egen hånd til shopping og sightseeing i Vancouver. Om aftenen mødes vi til afskedsmiddag på en dejlig restaurant i Vancouver med udsigt over hele byen.
Dag 13
Vancouver og hjemrejse
Morgenmad på hotellet. Tid til flere oplevelser i Vancouver, før vi kl. 15:00 afhentes med bus ved hotellet og kører til Vancouver lufthavn. Flyrejse Vancouver – Keflavik – Hamborg
Dag 14
Hjemrejse
Totem
Ankomst Hamborg næste dag midt eftermiddag. Herfra med bus til påstigningsstederne i Jylland - mange oplevelser rigere.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

  • Fly Hamborg–Keflavik-Edmonton, retur Vancouver-Keflavik-Hamborg
  • Kendte afgifter og skatter pr. 20.10.2018
  • Bustransfer Midtjylland til Hamborg og retur
  • Et måltid på flyene Keflavik-Edmonton og Vancouver-Keflavik
  • Lufthavnstransfer
  • Busrundrejse jf. programmet
  • Overnatning på gode hoteller inkl. Hotelskat
  • Halvpension: 2 daglige måltider (morgenmad og frokost eller aftensmad)
  • Morgenmad hver dag (mix af Continental og fuld canadisk morgenmad)
  • 8 aftensmåltider (mix mellem 2 og 3 retter eller buffet)
  • 4 frokoster (mix mellem restaurant og picnic)
  • Drikkepenge og skat på inkluderede måltider (værdi kr. 1.200,-)
  • Besøg og rundvisning på et canadisk landbrug
  • Besøg og rundvisning på en hutterite farm
  • Entreer til Nationalparkerne: Banff, Glacier, Yoho, Revelstoke, Jasper
  • Kørsel ad Icefield Parkway og over Rogers Pass
  • Besøg ved Athabasca gletsjeren og bjergsøerne Lake Louise, Peyto Lake, Moraine, Maligne, Medicin, Pyramid Lake
  • Besøg ved Johnson Canyon og Maligne Canyon
  • Spadsereture ved flere besøgssteder og i nationalparkerne (efter vejrliget)
  • Besøg på Revelstoke Vandkraftværk
  • Besøg ved Spiral Tunnels, Last Spike og Flood Falls
  • Køretur rundt i Stanley Park
  • Guided busrundtur i Vancouver
  • Entreer inkl. skat til:
    • Royal Tyrrell Museum (dinosaurus)
    • Remington Carriage Museum (vognsamling)
    • Fort MacLeod (grænsepolitiet)
    • Head-Smashed-in Buffalo Jump (bison fangstfælde)
    • Revelstoke Railroad Museum (jernbaneudstilling)
    • Revelstoke Vandkraftværk
    • Stanley Park parking fee Vancouver
    • Gondol ved Hells Gate
  • Dansk rejseleder på hele rejsen t/rt Hamborg – Canada
  • Bidrag til Rejsegarantifonden og udvidet EU ansvarsforsikring
Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Ikke inkluderet: drikkevarer og øvrige måltider,
private forsikringer, ETA $ 7, drikkepenge til
buschauffør (beregn 45-50 $) og øvrige tips.
Mulige tilkøb: Banff gondol $ 60, specialkøretur på Athabasca gletsjer $ 70, hvalsafari $150,
havnerundfart $40.
Evt. tilkøb bestilles ved køb af rejsen.

Se bemærkninger her

Bemærkninger

Bemærk:
Morgenmad hver dag + et dagligt måltid (frokost eller middag).
Alle entreer jf. programmet er inkluderet. (entreer + mad værdi kr. 3.400,-)
Vor rejseleder er med på hele rejsen fra Danmark til Canada t/rt (tryghed)
Begrænset buskørsel – i alt kun ca. 2.200 km. Alsidigt og varieret program med mange besøg inkl.
Prisen er beregnet efter kendte valutakurser, skatter og afgifter pr. 20.10.2018. Forbehold for ændringer i flytider, samt ændringer i kurs, valuta, skatter, div. afgifter.
Rejsen gennemføres ved min 22 gæster og max 35.

Mols Rejser benytter hoteller af god/høj standart. Alle hotelværelser har eget bad og toilet, gode senge, farve TV, kaffe/te faciliteter,  hvilemøbler, skrivebord, strygejern og –bræt, hårtørrer, clockradio, og næsten alle hoteller har gratis internet, swimmingpool og fitnessrum. Alle hoteller har morgenmadsrestaurant, og de fleste har middagsrestaurant. Næsten alle hotelværelser har fuldt udstyret køkkenhjørne.
På rejsen er der mulighed for flere dejlige spadsereture ad stier i bjergene og ved søerne. Spadsereturene er i den lette kategori på ½ – 1 time og går ad præparerede stier.

Se kort over rejsen her