Apulien, Italiens ukendte område UDSOLGT Italiens skønne og ukendte støvlehæl

Rejsen er udsolgt.

Oplev Italiens bagerste hjørne, det ukendte Apulien i Støvlehælen. Godt afledt af alle de berømte byer højere oppe i landet, er det kun et fåtal af besøgende, der finder vejen herned. Apulien byder på ældgamle hvidkalkede byer med stærkt arkitektonisk præg fra Orienten. Åbne fejende landskaber med enorme oliven- og vinmarker. Rolige gemte laguner og forrevne klippekyster. Smukke historiske kystbyer med torve, romenader og murværk direkte ud til det azurblå Adriaterhav. Jo her er Rom, renæssancen og Norditalien meget langt væk, både i fysisk afstand såvel som i byggestil, folkeliv og mentalitet.

Programmet er en bred vifte af regionens særkender, hvoraf spektakulære besøgsmål er optaget på Unesco’s liste over verdens arv: Byen Alberobello med runde kegleformede trullihuse, der er typiske for området. Samt det nu forladte klippehulesamfund i Matera, som var beboet helt indtil 1950erne. Vi besøger også regionshovedstaden Bari med den stemningsfulde bymidte og normannerkirken, hvor resterne af Sankt Nicolaus findes. Vi ser barokkens dominans og overdådighed i Martina Franca og Lecce, der kaldes ”barokkens Firenze”.

Apuliens fortid er et kompliceret spind af fejder og erobringer. Romerne, grækerne, den byzantinske periode, korsfarere og normannere har sat tydelige aftryk i kulturen og samfundet. Her i Støvlehælen varede stridigheder længe, udvikling gik langsomt, og befolkningen indrettede sig derefter, ofte under sparsomme kår. Disse betingelser har vi som gæster glæde af i dag i form af unikke besøgsmål, bygnings-konstruktioner, specielle dyrkningsmetoder, afgrøder osv.

Folkesjælen og forholdet til mad har sit eget liv i Apulien. Nøjsomhed og det at fremelske den bedst mulige smag i råvarerne har gennem årtusinder skabt traditioner for simple retter af meget høj kvalitet. Her hersker principper om det enkle og velsmagende, ofte ledsaget af kraftig lokal vin. I programmet har vi flere lokalbesøg; presning af oliven, landfrokost-arrangementer og vingårdsbesøg.

Vi bor på et dejligt boutique hotel i den lille kystby Torre Santa Sabina. Hotellet ligger ned til en lille naturlig havn og badestrand med gode muligheder for gåture langs vandet. Omkring hotellet er der få butikker, restauranter og cafeer. Torre Santa Sabina er en typisk lille syditaliensk by med få cafeer, restauranter, butikker, beboelseskvarterer og uden mange turister hvilket gør opholdet mere autentisk.

Rejsen ledes af Italienseksperten Bo Rosasco, der er flydende på sproget og har tidligere erfaring med grupperejser i området. Bo vil formidle egnens særkender, ligesom han vil indføre deltagerne i landets samfundsstruktur, politik, mentalitet, traditioner mv.

Denne rejse er tilrettelagt i samarbejde med Kristeligt Dagblad. Alle er velkomne på rejsen.

Tidspunkt25. sep - 02. okt 2017
Pris 12.475 kr
Enkeltvær.+ 1.650 kr
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Udrejse fra DK, ankomst til Ostuni, introduktion
Flyrejse til Italien med flyskifte undervejs og ankomst til Bari Lufthavn. Herefter kører vi i bus til byen Ostuni, der ligger ca. 80 km fra Bari, ud på Støvlehælen. Byen er placeret ud til havet hvor standen skifter mellem sand og klipper hvilket skaber mange naturlige laguner. Byen rummer ikke mange hoteller og derfor er der forholdsvis få turister i forhold til andre steder langs kysten. Efter indkvarteringen mødes vi på terrassen, hvor der bydes velkommen med præsentation af området og ugens program. Middagen på hotellet kl. 20.00.
Dag 2
Alberobello med trullihuse (Unesco), Ostuni by
Efter morgenmaden på hotellet skal vi i dag på udflugt til byen Alberobello, der blev optaget i Unesco’s verdensarv i 1996. Det helt unikke for byen er, at langt hovedparten af bebyggelsen er de såkaldte trulli-huse, dvs. runde, hvide, kegleformede bygninger, som der i Alberobello og nærområdet findes flere tusinde af. Vi følges gennem byen og ser de karakteristiske runde bygningskonstruktioner, hvoraf nogle kan dateres helt tilbage til 1600-tallet. Oliven er en af Apulien regionens absolut vigtigste afgrøder, og her findes kæmpe arealer med oliventræer. Vi besøger en ejendom der producerer olivenolie. Efter ankomst bydes vi velkommen på ejendommen og hører nærmere om oliven og presning af olivenolie, der netop foregår på denne årstid. Vi prøver at smage på de gyldne dråber. Turen fortsætter indover de landlige områder og gennem den smukke Itriadal til Ostuni. Byen kan føre sine aner helt tilbage til stenalderen. Ostuni er et af egnens bedste eksempler på de typiske gamle hvidkalkede byer, hvis indre nærmest ikke har ændret sig i 1000 år. Byen ligger på en bakketop 8 km fra kysten, og den inderste bykerne er et kringelværk af smalle gyder hvor vi spadserer en lille tur og finder en frokostrestaurant (frokost på egen hånd i dag). Der bliver også tid til en kop kaffe på en af de mange barer eller caféer, der nu har erstattet tidligere tiders handelsboder og gadekøkkener, der ellers stod tæt i stræderne. Retur til middag på hotellet og hyggeligt samvær.
Dag 3
Barokbyen Lecce
I dag har vi udflugt til barokbyen Lecce, der ligger ca. 80 km mod syd på Støvlehælen. Lecce er provinshovedstad i området Salento, der er Apuliens yderste provins. Byens kaldes også ”barokkens Firenze” og arkitekturen adskiller sig markant fra programmets andre byer. På byturen fornemmer vi stemningen af storhed, når vi ser de overdådige barokbygningsværker, paladser og facader. Midt i byens centrum finder vi også ganske velbevarede ruiner af et romersk teater og amfiteater. Lecce har flere store katedraler, der blev startet opført i tidlig middelalder men senere blev stærkt præget af barokken. Især Santa Croce kirken er ganske mageløst udsmykket og byens største seværdighed. Efter byrundturen bliver der lidt fritid på egen hånd inden vi kører til Otranto. Kystbyen Otranto ligger midt på nord/sydaksen af kystlinien mod øst. Otranto er et spektakulært besøgsmål helt ude til havet med lodrette klippefald ned til vandspejlet. Byggeriet er tæt og hvidkalket, og flere steder ser det næsten ud som om, at husene er ved at falde ud over kanten. Byen er ligesom andre, vi har besøgt, oprindelig grundlagt af grækerne, men også romerne har naturligvis været her. I 2010 blev byen udnævnt som vidnesbyrd på fredelig sameksistens, og Otranto er også at finde på den italienske liste over landets mest hyggelige byer. Specielt for Otranto er, at byen i 1400-tallet blev invaderet af Osmannerne, og i den forbindelse hører vi legenden om de 800 martyrer. I den byens katedral ser vi det enestående mosaikgulv af ”livets træ”, der rent visuelt er en af rejsens højdepunkter. Her såvel som mange andre steder i Salento taler befolkningen med den lokale griko-dialekt, der har rødder direkte tilbage til antikkens rødder. Nær Otranto besøger vi en lille ejendom hvor vi får serveret en let frokost inklusiv lokal vin, vand og kaffe. Dernæst retur til hotellet. Middag.
Dag 4
Keramik, vinsmagning, kystbyen Taranto
I dag starter vi med at køre til byen Grottaglie, der ligger øst for vort hotel. Her i regionen har man en lang tradition for at lave keramik og i særdeleshed krukker. Kendetegnene ved egens keramik er de klare farver og ofte med motiver af blomster. Vi går en tur i byen og får lejlighed til at butikker og værksteder. Her kører vi til byen Manduria hvor vi besøger en vinproduktion, der bl.a producerer den DOC-certificerede Primitivo di Manduria. Vi bydes velkommen og hører historien om de vine der produceres på stedet inden vi prøvesmager 5 forskellige vine bl.a. Primitivo di Manduria DOC og IGT Negroamaro. Frokosten serveres på stedet og vi skal smage lokale retter på buffeten bl.a. tarallini, ost, orecchiette med tomatsauce og kødboller. Om eftermiddagen går turen til kystbyen Taranto, der ligger vest for os i bugten mellem støvlehæl og støvlesnude, også kaldet det Ioniske Hav. Taranto er med sine godt 200.000 indbyggere en af regionens største. Her er en betydelig havn, et stort skibsværft og en militær flådebase, der er med til at tegne byens profil – men det kommer vi ikke til at beskæftige os meget med. Derimod rummer Taranto et af landets vigtigste arkæologiske museer med unikke fund fra antikken. Byen blev oprindelig grundlagt som græsk koloni. Vi fortsætter over i den ældste bydel af Taranto, der ligger på en ø for sig selv. Vi ser den store gamle fæstning ud til havnen, og vi spadserer gennem de gamle gader til bl.a. Domkirken. Herefter kører vi tilbage til vort hotel. Middag og hyggeligt samvær.
Dag 5
Grottebyen Matera
I dag går udflugten til vestpå til byen Matera. Området her hørte for få årtier siden til Italiens absolut fattigste. Beboerne i Matera blev for ca. 50 år siden evakueret under tvang, og derefter lå byen i mange år spøgelsesagtig hen. I dag er hulebyen et kendt besøgsmål og bydelen Sassi er optaget på Unescos liste over verdens arv. Her ses en af Europas mest fascinerende samfundsstrukturer med boliger og kirker, der nærmest er gravet ind i klippesiderne. Nu er byen et velbesøgt turistmål og fremstår som en blanding af gamle hulekirker, mondæne hoteller og fascinerende stræder i en bystruktur, hvor vejen man færdes på, samtidig er taget på hulerne i niveauet nedenunder. Efter en rundtur i byen med vores guide, spiser fælles en let frokost (husets vin og vand er inklusiv) Derefter er der tid til egen disposition i byen, hvor man f.eks. kan besøge en af de autentiske grotteboliger, der nu er udstillingshuse (vi kan ikke besøge husene som gruppe). Først på eftermiddagen kører vi hjemad med stop i byen Altamura der er kendt for sine mange limstensbygninger, der med parker og klassisk barokbyggestil vil stå i skarp kontrast til formiddagens indtryk. Altamura er også kendt for en helt anden ting. Byen er flere gange blevet kåret til byen hvor ”verdens bedste brød” bliver bagt. Altamura er Italiens absolutte hovedstad for produktion af højkvalitetsbrød og det skyldes dels en lang håndværkstradition, dels nogle særlige kornsorter der dyrkes i området og sidst men ikke mindst vandet. Kornet vokser under helt særlige jordbundsforhold og får næring fra det regnvand, der løber ned i dalene fra de omkringliggende bjerge. Vi får en prøvesmagning på Focaccia-brød inden vi kører tilbage til hotellet til middag og hygge.
Dag 6
Castellana-drypstenshuler
I dag skal vi besøge en af de helt store seværdigheder i Apulien – de verdensberømte drypstenshuler i Castellana. Grotterne er kendte pga. de mange fantastiske formationer, fossiler, farver, høje vægge og grotter op til 70 meter høje. Temperaturen er behaglige 18 grader og med guide besøger vi hulerne og får et fantastisk indblik i den lukkede verden der er blevet dannet over millioner af år (gåtur ca. 1 km) Efter besøget i grotterne, kører vi til den skønne provinshovedstad Martina Franca (Apulien) der er en én af syditaliens ’hvide byer’. Arkitekturen er barok og gaderne vi går i er smalle og charmerende. Der er store åbne pladser og vi slentre en tur rundt i byen med vores guide. Vi forlader Martina Franca og besøger nu en masserie som vil servere en let frokost for os med bruschetta med lokal olie, salami, mozzarella og grissini samtidig med at vi får lov til at smage på forskellige vine - bl.a. Negroamaro og Primitivo. Vi får også en fortælling om fremstillingen af mozzarella og prøvesmagning. Herefter kører vi retur til vort hotel hvor der bliver tid til afslapning og nyde omgivelserne. Middag med efterfølgende aftenhygge.
Dag 7
Bari
Efter morgenmaden kører vi med bus til Apulien-regionens hovedstad Bari. Her skal vi rundt i den ældste bydel, der strækker sig ud på en halvø i Adriaterhavet med byens havne på begge sider. På byvandringen besøger vi bl.a. San Nicola-basilikaen fra det 11. århundrede, hvor den berømte helgens jordiske rester er stedt til hvile. Basilikaen er også et yndet pilgrimsmål. Bari var en af normannernes vigtigste handelsbyer og udskibningsby for korsfarerne på vej mod Det Hellige Land. Efter frokost på egen hånd, kører vi tilbage til vort hotel og nyder den sidste eftermiddag og aften. Fælles middag på hotellet.
Dag 8
Hjemrejse til Danmark
Efter morgenmaden på hotellet kører vi til lufthavnen og påbegynder hjemrejsen til Danmark.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

  • 7 nætter på Hotel Cicó ud til havet
  • Næsten helpension
    • (kun 2 frokoster på egen hånd).
  • Dansk rejseledelse af italienskyndige Bo Rosasco.
  • Det fulde program med alle besøg, byrundture og udflugter (ingen tilkøb)
  • Alle entréer til de nævnte besøgsmål
  • Landudflugt til olivienmølle inkl. prøvesmagning
  • Lokale landfrokoster inkl. vand og lokal vin
  • Besøg ved vinproduktion med vinsmagning + frokost
  • Al buskørsel til de nævnte udflugter
  • Transfer fra/til lufthavn
  • Flybillet Kastrup-Bari inkl. bagage, skatter og afgifter
  •  Vejskatter og p-afgifter for bussen
  • Drikkepenge mange steder hvor gruppen optræder samlet.
Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Ikke inkluderet: 2 frokoster, forplejning under rejseforløbet, forsikringer, lommepenge, selvvalgte entréer, drikkevarer, drikkepenge til hotel og chauffør, city-skat til hotellet (pt. €2 person/nat)

Der er ikke tilkøb til programmet.

Se bemærkninger her

Bemærkninger

Hotel:

Hotellet er et boutique-hotel og det er en betegnelse for hoteller der oftest har få værelser, byder på en særlig stemning, speciel atmosfære, intimitet samt en hyggelig og uformel indretningen.

Vort hotel har dejlige lyse værelser og indrettet i moderne middelhavsstil med alle tidssvarende bekvemmeligheder; badeværelse, stort TV, internet-adgang, hårtørrer mv.

Vi har reserveret alle 16 værelser på hotellet.

Hotellet ligger ud til en naturlig havn og badestrand og der er gode mulighed for at spadsere i byen eller langs vandet. Omkring hotellet er der få butikker, restauranter, cafeer. Torre Santa Sabina er en typisk lille syditaliensk by med beboelseskvarterer og uden mange turister.

 

Se kort over rejsen her
Se information om rejsemålet her

Info om rejsemålet

Klima: Gennemsnitstemperaturen i Apulien i slutningen af september er ca. 22 grader om dagen.

Fysiske krav: Programmet indeholder mange byvandringer. Flere besøgsmål har ind imellem skrånende veje/stræder og ujævn belægning.

Rejseleder: På rejsen medvirker Italiensekspert Bo Rosasco, der er flydende på sproget og tidligere har ledet grupper til Apulien. Bo har været bosiddende i Italien en periode.